Hvert femte anbragte barn har i en periode ikke været indskrevet i en skole, viser undersøgelse.

Af: Jørgen Breindahl, socialrådgiver

Det har igen været fremme i den offentlige debat, at anbragte børn og unge klarer sig dårligt i undervisningssammenhæng.

Dokumentation er bl.a. fremkommet i form af en ny undersøgelse fra december 2017, foretaget af VIVE, Det Nationale Forskningscenter for Analyse og Velfærd v/ forsker Rikke Fuglsang Olsen for Egmont Fonden.

Undersøgelsen viser, at børn anbragt hos en plejefamilie eller på en døgninstitution oftere end andre børn oplever perioder, hvor de står helt uden skolegang.

I løbet af deres tid i grundskolen gennemgår hvert femte anbragte barn en periode på mere end tre dage, hvor de ikke er indskrevet i nogen skole. Det samme gælder hvert 25. barn, der ikke er anbragt.

Og for de anbragte skal tilføjes, at ”børn uden skolegang i mere end 3 dage” dækker over følgende underliggende tal: Under 1 måned = 44%, mellem 1-2 måneder = 18% og mere end 2 måneder = 38%.

– Det vil sige, at de anbragte i kortere eller længere perioder slet ikke modtager undervisning, siger Rikke Fuglsang Olsen.

Både Rikke Fuglsang Olsen og modtager af Børnesagsprisen 2017, professor Inge Bryderup, peger i den offentlige debat på, at landets kommuner bør have mere fokus på de anbragte børns skolegang og på at undgå skolepauser og unødvendige skoleskift.

– I og med man fjerner et barn fra dets forældre, påtager det offentlige sig ansvaret for opvækst og omsorg for barnet. Derfor er det yderst problematisk, når så mange børn i så lang tid ikke modtager undervisning, siger Inge Bryderup.

Det samme mener formand for foreningen De Anbragtes Vilkår, David Adrian Pedersen.

– Skolen er en af de vigtigste ingredienser til, at de anbragte får et positivt livsforløb. Derfor skal der være mere fokus på, at skoleskift og skolepauser minimeres, siger han.

Få personlig, målrettet rådgivning fra Børnesagens erfarne socialrådgiver.
Rådgivningen er gratis og socialrådgiveren er uvildig.

Som praktiker gennem en lang årrække med anbringelser af børn og unge har jeg følgende supplerende kommentarer og overvejelser for yderligere at nuancere debatten og bidrage til at trænge ind til nogle årsagssammenhænge:

Hvilke børn er det, der anbringes? Og på hvilket alderstrin anbringes de? De udsatte børns basale omsorgspersoner, altså deres forældre, har typisk nogle vanskeligheder, som på forskellig måde bidrager til børnenes mistrivsel og myndighedernes deraf følgende overvejelser om anbringelse.

Den hyppigste forældre-årsag til anbringelse er, at barnet i hjemmet får utilstrækkelig omsorg – i 49% af sagerne (iflg. den seneste anbringelsesstatistik fra Ankestyrelsen for 2015). En anden årsag er voldsom disharmoni i hjemmet (22 %), sindslidelser hos forældrene (14%), misbrug hos forældrene (12%) og vold eller trusler om vold mod barnet (8%). – Opsummeringen overstiger 100%, da der i mange sager er mere end én årsag.

Næste væsentlige parameter er, hvor gamle børnene er, når anbringelsen finder sted. Iflg. samme statistik udgjorde de 12-17-årige 60 % af alle anbragte, hvorimod de 0-6 årige udgjorde 16 % og de 7-11 årige 24 %.

Et typisk anbringelsestidspunkt for en række børn er, når barnet når 11-12 års alderen. Så er det ikke længere muligt at se bort fra eller skjule åbenlys mistrivsel. Og heller ikke meningsfyldt at fortsætte med måske resultatløs ambulant behandling.

Men på det tidspunkt er der jo altså sket noget med det barn. Traume-påvirkningen kan i en række tilfælde sammenlignes med posttraumatisk stress, som enhver ved kræver langvarig behandling – og i nogle tilfælde er invaliderende. Langt de fleste børn kan ikke tåle at være i mistrivsel i de første 10-12 år af deres liv, uden at det får alvorlige konsekvenser.

Hvad kan der gøres ved det? Mit bud på et svar: Myndighederne må forholde sig realistisk til et barns udviklingsmuligheder eller mangel herpå i et hjemme-miljø, som i nogle tilfælde kan være dybt problematisk. Og myndighederne må anbringe tidligt, når der skønnes behov. Fagpersoner og netværkspersoner må arbejde tæt sammen. Civilsamfundet kan måske i nogle tilfælde også bidrage til et brugbart netværk – med eller uden anbringelse –  men det kræver koordinering og faglig bevidsthed at gøre det.

Der må – genindføres – kontinuitet i sagsbehandlingen, så man undgår måske 10-12 forskellige og skiftende sagsbehandlere i tunge familiesager.

Og der må lyttes – også eksistentielt – til børn og familier. Lisbeth Zornigs bog ”Zornig – vrede er mit mellemnavn” fra 2011 er et lærestykke i, at myndighederne ikke for alvor lyttede til hende i hendes turbulente barndomsår.

Og så skal der selvfølgelig stilles relevante indlæringsmæssige forventninger og krav til de anbragte børn og unge. Og frem for alt skal lærerne og det øvrige personale ville de børn og unge, også undervisningsmæssigt. Al udvikling og motivation starter med sejre i det små.

Belastede børn skal ikke sovses ind i kvælende omsorg. Men lærere og myndigheder skal have en relevant og realistisk viden om de barrierer, børnene og de unge er oppe imod. Og en viden og erfaring om de undervisningsmæssige metoder, der på den baggrund skal anvendes. Dét giver grobund for livsmod og lyst til indlæring hos de anbragte børn og unge.