For nogle konfirmander byder konfirmationsdagen på limousinekørsel og stor fest, mens andre forældre har svært ved bare at få råd til maden. Heidi Andersen fra Roskilde er en af flere og flere ansøgere til konfirmationsstøtte, som Kristeligt Dagblad har talt med.

Hvid kjole, butterfly, fest og blå mandag. Der bliver i gennemsnit brugt 29.530 kroner på en dansk konfirmation, viser en undersøgelse, som analyseinstituttet TNS Gallup har foretaget for Nordea. Men det er ikke alle familier, der har råd til en stor konfirmationsfest. Børnesagens Fællesråd har i år modtaget over dobbelt så mange ansøgninger til deres konfirmationsstipendier fra familier med få ressourcer som i 2015. Sidste år modtog de 96 kvalificerede ansøgninger, og i år er antallet 203, skriver Kristeligt Dagblad.

En af dem, der i år modtager støtte, er Heidi Andersen fra Roskilde. Hun fik sig en positiv overraskelse, da hun i sidste uge åbnede sin postkasse. “Jeg har gået og tjekket mail og postkasse hele tiden for at se, om der var noget nyt. Så jeg blev så glad, da vi fandt ud af det. Det er helt fantastisk, og jeg tænkte ’så lykkedes det alligevel’. Jeg har jo været bange for, at jeg ikke har kunne give mine børn det, de skulle have, nu hvor jeg er på kontanthjælp, fortæller hun til journalist Stina Ørregaard Andersen. Heidi Andersens datter skal konfirmeres i næste måned, og som enlig forsørger på kontanthjælp har det ikke været let at finde penge til en konfirmation. Derfor er det et år siden, Heidi Andersen begyndte at planlægge, hvordan hun kunne dele udgifterne til konfirmationen op i rater, så det ikke alt sammen faldt på en gang.

“Det skal kunne mærkes, at det er konfirmandens dag”

Konfirmationskjolen til datteren blev købt i efterårsferien sidste år for en del af de børnepenge, der kommer hver tredje måned. Og da en bekendt til en af naboerne skulle til Tyskland, blev det anledning til at få styr på øl, vand, servietter og lys til festen, som kunne klares for 500 kroner, der igen blev taget fra børnepengene. Datterens konfirmationsfest skal holdes i et beboerlokale, som Heidi Andersens mor har lejet og betalt for i anledning af barnebarnets konfirmationsfest. Heidi Andersen fortæller til Kristeligt Dagblad, at konfirmationsstipendiet fra Børnesagens Fællesråd på 2500 kroner er blevet øremærket den ene ting, der ikke er styr på. “Vi skal bruge pengene til at handle ind til maden, og så går vi selv i køkkenet og laver maden.” Hvis konfirmationsstipendiet ikke var gået til familien i Roskilde, var buffeten nok blevet sparet væk. Men Heidi Andersen er glad for, at hun kan give sin datter en rigtig fest i anledning af konfirmationen. “Jeg synes helt bestemt, man skal kunne mærke, at det er konfirmandens dag. Og det er dem, der er med til at fejre konfirmanden, og de personlige sange og taler, der gør det til en god dag. Jeg tror faktisk ikke, konfirmanden bliver mere glad af, at konfirmationen bliver holdt på et slot, som nogen fra min datters klasse skal, end hvis den bliver holdt i et beboerlokale,” siger hun til Kristeligt Dagblad.

101 konfirmationsstipendier

Heidi Andersen har været bekymret for, hvordan hun skulle kunne give sin datter en konfirmationsfest, men med god planlægning og støtten fra Børnesagens Fællesråd er de nu klar til at tage imod gæster efter den kirkelige ceremoni i Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde. Og Heidi Andersen er ikke den eneste, der går med den bekymring, lyder det fra Inge Marie Nielsen, der er sekretariatschef hos Børnesagens Fællesråd. “Der er mange forældre, der er bekymrede for, hvordan de kan give deres børn en god konfirmation. Vi ser gruppen af 13-14-årige udsatte unge som særligt udsatte, hvis de også kommer til at skille sig ud på konfirmationsdagen. Når du er teenager, spejler du dig i høj grad i dine kammerater, og for nogle kan det være svært at deltage i konfirmationen ud over det, der sker i kirken. Vi har set et behov for hjælp opstå her, og det prøver vi at imødekomme, ” siger Inge Marie Nielsen. “De, der søger konfirmationsstipendier hos os, er eneforsørgere, der lever for et lavt rådighedsbeløb. Det er en sårbar gruppe, hvor den ene forælder kan være død, og eneforsørgeren kan være langt fra arbejdsmarkedet på grund af fysisk eller psykisk sygdom eller være på nedsat tid, hvis de for eksempel har et handicappet barn,” siger Inge Marie Nielsen, der er sekretariatschef i Børnesagens Fællesråd. Rådet har i år uddelt konfirmationsstipendier for 260.500 kroner 101 familier med børn, der skal konfirmeres i 2016.