UNGDOMMENS RØDE KORS: GRATIS FERIELEJRE

For mange udsatte børnefamilier er sommerferien ikke et tiltrængt pusterum, som man ser frem til – men derimod en evigt tilbagevendende kilde til bekymring. For hvor skal man rejse hen, når der dårligt nok er luft i budgettet til at betale husleje og købe mad til hverdag?

Størstedelen af ansøgninger om at komme på gratis ferielejr, kommer fra eneforsørgere. Det er svært for børnene – år efter år – at møde op efter ferien og ikke have andre svar på spørgsmålet om hvor de har været henne med: ”Ingen steder”.

Ungdommens Røde Kors afholdt i 2013 gratis ferielejre for mere end 1200 børn og unge. Der var i alt 19 lejre fordelt over hele landet og to i Sverige/ Norge. Ferielejrene gav udsatte børn og unge en ferieoplevelse, der kan måle sig med deres klassekammeraters.

Lejrene afholdes hvert år og har forskelligt indhold, så børnene har mulighed for at vælge efter interesse. Der er lejre med fokus på natur, rappelling, moutainbike, badning samt kano- og vandreture. Og andre med fokus på kreativitet, musik og dans. Der er særlige lejre for teenagerere og særlige lejre for børn, hvis far eller mor sidder i fængsel. Ved at deltage i lejrene får børnene mulighed for at møde andre, der har en familiebaggrund, som ligner deres egen – og sammen få en masse sjove og dejlige oplevelser.

Størrelsen på de enkelte lejre varierer, men fælles for dem er, at de ledes af frivillige hjælpere, et frivilligt køkkenhold og en frivillig lejrledelse. Børnelejrene er for børn mellem 7 og 13 år. Ungdomslejrene er for unge mellem 14 og 17 år.

Line deltog i sin første ferielejr som 7-årig og fortsatte med at komme på lejr hver eneste hver sommer, indtil hun fyldte 15 år. I dag er hun 22.

”Jeg kan huske, at jeg følte mig som noget helt særligt, når jeg skulle af sted på lejr,” fortæller hun. ”Jeg kunne leve et helt år på den omsorg og det nærvær, jeg fik i løbet af den uge – bare det at man som barn blev set og hørt, det var en fantastisk følelse.”

Du kan læse mere om Ungdommens Røde Kors her.

Ungdommens Røde Kors blev medlem af Børnesagens Fællesråd i 2009.

RESULTATER : Sikrer årligt mere end 1200 udsatte børn og unge en ferie eller weekendlejr Lektiecafeer og mentorer til udsatte børn og unge Tilbyder ungecaféer på hospitaler Fortaler for børns rettigheder