Hos Karina på 48 og hendes børn, Jasmin på 17, Hamza på 10 og Salah på 7, er julen en tid på året, man glæder sig til. Familien spiser knas og æbleskiver, følger med i julekalenderen og Salah går op i at han har en nisseven. Men selvom Familien går mere op i god mad og samvær end i dyre gaver, koster det alt sammen. Mere, end man har råd til som enlig mor på kontanthjælp.

Dengang Karina var leder i en vuggestue, og da hun var kontorassistent i DSB, var det ikke noget problem. Men siden 2011 har hun været sygemeldt med kronisk slidgigt, og har siden haft kroniske smerter. Først var hun på sygedagpenge og siden på kontanthjælp.

”Der er bare ikke råd til julemad og julegaver for slet ikke at snakke om juletræ, og man kommer nemt til at føle sig utilstrækkelig. Men julehjælpen betød, at jeg havde råd til at give børnene nogle gaver samt købe lidt til min nevø og niece. Der blev også råd til en tur i biffen første juledag,” fortæller Karina.

Se også: En bedre jul til udsatte børn

Karinas børn ved godt, at deres mors økonomi er stram, og det klager de ikke over. Men det betyder meget, at de har nogle oplevelser, de kan fortælle om, når de kommer i skole efter juleferien.”

Julen startede sidste år med morgenmad og gaver hos Karinas mor, og den sluttede af derhjemme, hvor de spiste and og ris a la mande, spillede spil og bare hyggede sig.

”Jeg har også søgt julehjælp i år. Hvis vi får hjælpen skal vi igen have and og ris a la mande og børnene skal have gaver. Hvis ikke, står den nok på frikadeller.”