Gadeavisen Hus Forbi bringer i dag vores feature om 22-årige Eerli Semsen fra Aalborg. Eerli er optaget på Foreningen Grønlandske Børn’s mentoruddannelse, hvor han får mulighed for at blive uddannet som mentor og rollemodel for udsatte grønlandske børn i projektet ”Et bedre liv i Danmark”.

Du kan læse featuren her >>

medie11900x338

Eerli kæmper for at bevare sit sind stabilt. Han vil helst undgå at tolke for meget. Verden er besjælet og det indebærer, at man ikke filosoferer krampagtigt over livet og dets sammenhænge. Helst vil han bare konstatere, hvad der er sket, men ambulancens blå blik og de fulde mennesker – rablende og råbende – får det til at sejle inde i ham, og så er der ikke langt til at drømmene griber ham.

Det er en sen nattetime i Aalborg Vest. Eerlis mor er lige faldet ud fra altanen på 3. sal. Det bemærkelsesværdige er ikke, at hun har været på værthus og har overladt det til Eerli at passe på sin lillebror. Det er almindeligt og helt efter den drejebog, der er blevet normalen i deres liv. Det usædvanlige er, at hun i sin fuldskab er drattet ned fra altanen og nu ligger i krattet med en brækket ryg.

Eerlis drømme er høje som tårne. De hviner og skurrer som gigantiske metalstykker, der ramler mod hinanden i de øverste, tynde luftlag. De overdøver ambulancens sirene og med ét er Eerli slet ikke Aalborg Vest, og blodet er ikke hans mors.

Eerli er i Aapilattoq (”søanemone” på grønlandsk), og blodet stammer fra den sæl, som bygdens mænd netop har nedlagt. Et helt almindeligt sceneri i hans tidlige barndom, hvor dyreværnsaktivister og kendissers kampagner mod sælfangst i Canada endnu ikke have ført til et EU forbud mod import af sælskind. Forbuddet indeholder ganske vist en såkaldt ”Inuit-undtagelse”, der tillader inuitter fortsat at sælge skind på det europæiske marked – men den virker ikke. Sælskind er yt, nærmer sig det pinlige og det er næsten umuligt for grønlændere at sælge pelse af sæl i udlandet. Traditionelle fangersamfund er blevet ødelagt af kampagner baseret på følelser i stedet for videnskabelige fakta. Inuitter kan ikke dyrke landet og høste afgrøder. At forbyde dem at eksportere sælskind er det samme som at aflyse deres kultur.

I Eerlis barndom udgjorde sælfangst livsgrundlaget for de ca. 100 indbyggere i bygden og i hans natlige flashback i Aalborg bakser Falckredderne ikke med at få hans mor op på båren – det er unge mænd, der skærer og hiver i sælens skind for at få det af. Akutlægen, der siger: ”Det skal nok gå” er bygdens ældste, der roligt ser ud over fangerne og nikker: ”Guderne har været venlige. Alt er godt og helt som det skal være i Aapilattoq”.

medier900x338

NEDSPAREDE RUM

I den oprindelige 4000 år gamle grønlandske kultur, var selvmord ekstremt sjældne og alkohol var ukendt. Men da Grønland i 1953 blev en del af Danmark, startede en såkaldt moderniseringsproces, inklusive tvangsflytning af tusindvis af inuitter fra afsondrede bygder til betonboligkomplekser i Sovjetstil. Transformeringen af bygderne til et forbrugersamfund efterlod en over flod af sociale problemer i sit kølvand, inklusive den veldokumenterede alkoholisme og en af de højeste selvmordsrater i verden.

Eerlis mor flyttede fra bygden Aapilattoq til Qaqortoq (”Det hvide” – dansk navn; Julianehåb), der med sine 3.400 indbyggere er den største by i Kujalleq Kommune. Her blev hun indlogeret i en betonboligblok – ”nedsparede rum”, som Eerli kalder det – og fik et job som rengøringsassistent.

Selvom det var nyt og spændende at bo i en ”rigtig” by, oplevede Eerli boligblokken som en absurd parodi på virkeligheden. Hans virkelighed var stadig den intime sammenhæng med naturen; flora, fauna, fjelde og dyr.

”I boligblokken var naturen noget, vi observerede på afstand. Vi mistede vores sjæl. Det gik ekstremt hurtigt, men det er aldrig holdt op med at gøre ondt”, siger han. ”I årtusinder har det prægtige naturfolk – inuitterne – levet i harmoni med naturen og taget det fra havet og fra landet, som de havde brug for til at overleve kulde og isolation. På mindre end et årti blev vi reduceret til apatiske ofre, der er afhængige af de danske velfærdsydelser, der delvist har erstattet det gamle produktionssystem.

MYTER

Fortællekulturen – hvor de ældste reciterede myter for de yngre – forsvandt som dug for solen. Som ved et slag med en tryllestav var den traditionelle måde at viderebringe erfaringer på – fra generation til generation – erstattet af et tilsyneladende vanedannende tidsfordriv med at spille bingo og et slavisk fjernsynskiggeri; larmende, amerikanske tv-serier, som de færreste forstod en dyt af, fordi de grønlandske ord er for lange til undertekster.

Min mor fik et forhold til en dansk skolelærer, og da jeg fyldte 13 år meddelte hun, at vi skulle flytte til Aalborg sammen med skolelæreren. Jeg tænkte, at det kun kunne blive bedre. Nok fordi jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, at det kunne blive værre ”.

KOMMUNIKATION UDEN ORD

”Det er svært at beskrive præcis hvordan det var, men jeg husker det som, at mit sind hele tiden gik på grund. Mine tanker blev uklare, mine erindringer blev grumsede. Min lillebror og jeg kom i dansk folkeskole og kæmpede for at lære sproget. Vi kæmpede virkelig.  Men alligevel havde jeg svært ved at leve op til den verbalisering, der kræves.  Inuitter har en stærk tradition for historiefortælling, men almindeligt dagligdags samvær er ikke præget af – eller båret af – ord. Tavshed er ikke pinlig. En stor del af kommunikationen foregår via mimik.; et bestemt drag om munden, et løftet øjenbryn, et særligt udtryk i øjnene.  Lærerne så ikke mine vanskeligheder som udtryk for andet end at jeg var indadvendt og jeg havde indtryk af, at deres viden om Grønland begrænsede sig til en formening om, at det er dér, julemanden bor. Mange grønlandske børn i Danmark lever et ensomt og dårligt liv, og ingen opdager det.

Min voksne storebror – fra et at min mors tidligere forhold – kom ned fra Grønland og boede hos os i Aalborg, hvor han udfoldede sit misbrug af euforiserende stoffer. Min mors forhold til skolelæreren gik i stykker og hun slog sig på flasken, som det hedder – når alkohol bliver en daglig følgesvend og støttestok.

medie900x

FORENINGEN GRØNLANDSKE BØRN

Som 13-årig havde jeg ansvaret for husholdningen og for min lillebror og skulle passe min skolegang i et hjemligt miljø, der var præget af en mor, der drak og en storebror, der røg hash. Hvordan klarer man det? Det gør man ikke. Jeg kan med stor sikkerhed sige, at det aldrig var gået, hvis ikke jeg var kommet i kontakt med Foreningen Grønlandske Børn. Det betød, at jeg en gang om måneden fik mulighed for at komme på lejr og koloniweekend sammen med andre grønlandske børn, som lige præcis vidste, hvordan jeg havde det. Der var stabile voksne, som jeg fik et tillidsfuldt forhold til, som rakte ind i hverdagen. De huskede og fejrede min fødselsdag og hjalp mig med at få struktur på skolearbejdet. De støttede mig også i at få en fritidsinteresse; jeg begyndte at spille fodbold i F.C. Jakip – en fodboldklub, der er oprettet i samarbejde med Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Jeg blev inviteret i studiet, da ”Aftenshowet” på DR1 for 3 år siden fokuserede på grønlandske børn i Danmark. Udsendelsen var en optakt til en stor høring i Folketinget, som Foreningen Grønlandske Børn havde arrangeret. Journalisten kaldte mig ”Eerli Finsen”; det stod også i underteksterne, da jeg blev interviewet: ”Eerli Finsen”. Jeg hedder ikke – og har aldrig heddet ”Finsen” til efternavn. I dag griner jeg af det, men den pudsige episode er meget beskrivende for forholdet mellem grønlændere og danskere: At jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, at journalisten interesserede sig for mit rigtige navn – og at journalisten på sin side heller ikke var interesseret nok til at sikre sig, at hun fik fat i mit rigtige navn.

mediefil900x338

MORFIN OG ALKOHOL

Min mor var på det tidspunkt i ”udredning”, som det hedder, i det sociale system; en proces, der inkluderede arbejdsprøvninger, motivationskurser og indhentning af diverse speciallægeerklæringer – og derpå flere arbejdsprøvninger og kurser og indhentning af nye lægeerklæringer, fordi de første var blevet for gamle; det strakte sig over 7 lange år, selvom det var klart for enhver, at hun aldrig ville blive i stand til at bestride et almindeligt fuldtidsjob med sine kroniske smerter fra den brækkede ryg, og hendes forsøg på at medicinere sig selv ud af smerterne med store doser alkohol og morfin.

Men selv fik jeg det langsomt bedre, jeg fik en kæreste, men mine rødder i verden var stadig halve – hverken som grønlænder eller som dansker var jeg hel. Da forholdet til kæresten sluttede, var det som om min livsvilje også sluttede. Jeg tænker, at det ligger i min inuit DNA, at man ikke kan overleve alene. Al fernis brast og hele min sorg over at have mistet min oprindelige kultur og ikke at kunne finde mig til rette i den ny; det var ganske enkelt mere end jeg kunne bære. Jeg havde mistet min sjæl og var en ikke-person. Døden lovede mig fred. Omsider fred. Verden ville åbne sig i døden, og synerne i mit sind ville omsider harmonere med virkeligheden. Jeg slugte det meste af indholdet i min mors morfinglas og lagde mig i sengen for at dø. Der blev helt mørkt inde i mig. Mørkt og stille. Det var som den absolutte stilhed i fjeldene i Grønland. Det var et rum og en væren, som jeg følte mig hjemme i. Pludselig blev stilheden brudt af havfuglenes skrig, som kastede ekko mod fjeldsiderne. Ekkoet fik mig til at vågne op. Jeg greb telefonen og ringede til en af mine bedste veninder fra Foreningen Grønlandske Børn. Hun kom med det samme og fik mig indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor de var tre dage om at få giften ud af min krop. Efterfølgende blev jeg tilbudt psykologhjælp, som har hjulpet meget. Blandt meget andet fik jeg det råd at sætte turbo på idrætten. Jeg tog DBU’s træneruddannelse i København og fungerer i dag som træner for F.C. Jakip. Min boligsituation var kaotisk og jeg var psykisk sårbar, men utroligt stolt af at blive inviteret til at spille på Hjemløselandsholdet. Jeg genvandt meget af troen på mig selv, da jeg deltog i verdensmesterskabet – Homeless Wordcup 2012 – i Mexico City.

I dag har jeg fået min egen lejlighed og læser HF på VUC, hvor jeg lige har fået 12 i en eksamensopgave i samfundsfag. Jeg prøvet at lade være med at drømme for meget om den besjælede verden, som jeg stammer fra. Jeg er nødt til at insistere på fornuft i hverdagen. Jeg kanaliserer min længsel efter shamanisme og små fangersamfund ind i musikken, som jeg selv komponerer. Det er elektronisk musik, hvor jeg kan eksperimentere med følelser. Der er åndelighed i musikken. Der er lyde bag ved lydene, der åbner sig rum bad ved tonerne; det er en åben dør til vores fælles sjæl – og selvom jeg kan lukke døren, når musikken er forbi, er det ikke tilfældigt at et af mine nyeste numre hedder ”Calling Home”. Det udtrykker mit savn. På sigt kunne jeg tænke mig at studere musik på konservatoriet.

(Red: Eerlis musik ligger på Soundcloud: https://soundcloud.com/yoorse)

medie1900x338

DRØM OM GRØNLAND

Grønland har fået en ny regering, som er mere nationalistisk, end vi har set før. Vi ejer nu selv mineralerne og olien i det land, vi lever i, hvilket ikke var tilfældet før. Der er nogle meget imponerende vurderinger for, hvor meget olien i Nordvest- og Nordøstgrønland er værd.  Med oliepriser, der i øjeblikket ligger på over 80 dollar (445 kr.) pr. tønde, ville oliereserverne være mere end 22 billioner kr. værd – en uventet appelsin i turbanen, som kunne finansiere inuitternes fulde selvstændighed. Men jeg tror, olien kommer til at skade vores måde at leve på, hvis vi blot fortsætter i samme spor i stedet for at tænke i retning af en fusion mellem vores oprindelige civilisation og et globaliseret konkurrencesamfund. Hvad sker der, hvis alle inuitter bliver millionærer, men ikke kan give det Grønland, vi kender, videre til vores børn?

Kan vi ikke gøre det bedre end blot at kopiere dansk levevis? Vi har faktisk meget, at byde ind med, men det er blevet undermineret, fordi vi har lært at se op til dansk kultur og skamme sig over vores egen. Stress niveauet i Danmark er enormt, men inuitter har kendt til ”mindfulness”, flere tusind år før det blev moderne som mental træningsdisciplin i Danmark. Inuitter har evnen til at gå i en indre tilstand, som er unik, og som især fangerne anvender, når de går på jagt. De opholder sig i mange timer på isen for at vente på, at en sæl kommer forbi. De kommer ind i en fredfyldt, men meget vågen og opmærksom tilstand – en unik meditationstilstand, som mange forjagede og pressede danskere kunne lære meget af.

VIDEN AT VÆRDSÆTTE

Vi skal værdsætte og bruge den enorme viden, der findes i vores kultur. Vi skal tilpasse skole- og uddannelsessystemet til vores eget DNA. Det er næppe en naturlov, at vi skal kopiere det danske retssystem. Vi skal organisere arbejdspladserne på en måde, så det passer til den grønlandske kultur. I stedet for at kopiere danske betonboligblokke, skal vores arkitekter udvikle en byggeskik, der har rod i vores eget land.

En skønne dag – på et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde – vil jeg vende tilbage til Grønland. Jeg vil lade det være op til mine børn at vurdere, om naturen har en sjæl. Kan stenene tale? Bor der en sjæl i hver eneste blomst? Er der ånder i fjeldene? Vækker den besjælede natur modstridende følelser i os, så vi nogle gange er bange og modløse og andre gange stolte og fulde af ærbødighed? Verden er grænseløst mytisk og det eneste vi med sikkerhed ved er, at det er vigtigt at arbejde sammen med naturen og ikke prøve på at slås med den, overvinde den eller forandre den. Det har jeg lært af min mor, som – på trods af alt – har formået at videregive mig en ressourcefuld indsigt i min kulturelle baggrund. Alene af den grund har hun udført en stor og tapper bedrift. Jeg konstaterer bare, at det er sådan det er.

MENTOR

Eerli Semsen er optaget på Foreningen Grønlandske Børn’s halvanden år lange mentoruddannelse, hvor han får mulighed for at blive uddannet som mentor og rollemodel for udsatte grønlandske børn i projektet ”Et bedre liv i Danmark”.

Projektet, der er landsdækkende, henvender sig de grønlandske børn i Danmark, som på grund af kulturelle forskelle, svigt i hjemmet og sprogvanskeligheder bærer rundt på store problemer som lavt selvværd, indre splittelse, ensomhed og social isolation. Problemer som i mange tilfælde overses i skolen og i samfundet.

OPRINDELIG BEFOLKNING

Grønland kan blive det første selvstændige og uafhængige land med en oprindelig befolkning i moderne tid, når den igangværende søgning efter olie, gas og mineraler bærer frugt.

Det står i FN’s Deklaration om Oprindelige Befolkningers Rettigheder, at oprindelige folk har ret til at bestemme over deres eget liv, deres land, deres måde at leve på og hvordan de vil udvikle sig. Men i virkeligheden er det meget få steder i verden, hvor den oprindelige befolkning kan bestemme selv.

På baggrund af den aktuelle udvikling, kan Grønland blive undtagelsen, der bekræfter reglen.

USIKKERHED

Da grønlændere via Rigsfællesskabet allerede er danske statsborgere, får de ingen hjælp til integration, når de flytter til Danmark. De har danske CPR-numre og bliver ikke registreret, når de flytter til Danmark. Derfor er der stor usikkerhed om, hvor mange, der flytter hertil og hvor mange, der falder gennem det sociale sikkerhedsnet.

 

mediefil16900x338