Hvad er det særlige ved økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder? Hvad vil det sige, at menneskerettighederne er universelle og udelelige? Hvad er forskellen på diskrimination og saglig forskelsbehandling? Og hvilke muligheder har din organisation for at arbejde med menneskerettighedssystemet?

Det er nogle af de mange spørgsmål, deltagerne på Institut for Menneskerettigheders nye online grundkursus i menneskerettighederne vil få svar på. Kurset er gratis og tilpasset medarbejdere i danske civilsamfundsorganisationer, som er i berøring med menneskerettighederne i deres arbejde. Det er det første danske online kursus i menneskerettigheder målrettet civilsamfundsorganisationer.

Se også: Rigsfællesskabet på skoleskemaet

”Med kurset ønsker vi at klæde danske civilsamfundsorganisationer på til at arbejde endnu mere professionelt med menneskerettighederne. Det er vores erfaring, at en god forståelse for juraen bag menneskerettighederne giver organisationerne en større gennemslagskraft i deres arbejde,” siger Cecilia Decara, chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder. Hun tilføjer:

”Vi håber også, at vi med kurset kan bidrage til, at medarbejderne i de organisationer, der vælger at bruge kurset, får en fælles forståelse af menneskerettighederne og fremover kan se flere muligheder for, hvordan de kan styrke menneskerettighederne i Danmark inden for deres respektive arbejdsområder.”

Kom i gang med kurset HER