Musikkens Hus i Aalborg var lørdag aften rammen om en stor festaften; DR sendte live, og i salen sad 500 festklædte mennesker. Anledningen var uddelingen af Kronprinsparrets Priser, som siden 2004 er blevet givet til ekstraordinære indsatser inden for kunst, kultur og socialt arbejde. Kronprinsparrets Sociale Pris gik i år til Foreningen Grønlandske Børn.

”Det føles meget stort. Jeg er stolt og beæret over at kronprinsparret anerkender vores arbejde og ønsker at hædre det med denne flotte pris”, siger generalsekretær Puk Draiby.

På scenen til at modtage prisen var udover Puk Draiby, Heidi Lindholm, medlem af bestyrelsen. Takketalen fra scenen var både på dansk og grønlandsk. ”For os er det hverdag at arbejde i begge kulturer og på begge sprog”, siger Puk Draiby og peger på, at der er mange mennesker, der har andel i den fornemme pris:

Foreningen Grønlandske Børns generalsekretær Puk Draiby takker for Kronprinsparrets Sociale Pris ved uddelingen af Kronprinsparrets Priser i Musikkens Hus i Aalborg, lørdag 24. november 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

”Denne her pris er mange menneskers fortjeneste. Her tænker jeg specielt på medarbejdere, der er med til at spænde et sikkerhedsnet ud under grønlandske børn og familier og som spiller en uvurderlige rolle i mange menneskers liv. Jeg tænker også på frivillige, medlemmer og andre, der støtter vores arbejde – og ikke mindst fonde og private, der vælger at være med til at løfte indsatsen overfor udsatte grønlandske børn og familier i Danmark og i Grønland. Vi er mange, der er glade og taknemmelige for anerkendelsen”, udtaler Puk Draiby.

Vores arbejde blev prisbelønnet bl.a. fordi vi, ifølge kronprinsparret, ”arbejder utrætteligt og vedholdende for grønlandske børns vilkår – både i Grønland og i Danmark”. Fra scenen lød det desuden:

”Foreningen Grønlandske Børn er en organisation, der udvikler sig med tiden. Altid har de øje for de udfordringer, der er aktuelle og relevante i det grønlandske samfund – og altid med respekt, nysgerrighed og forståelse for de problemstillinger, de arbejder med. De ser potentialet hos børn og unge – og de understøtter dem i at udvikle sig til hele mennesker”.

Læs hele motivationen HER

Kronprinsparrets Sociale Pris og Kulturpriser er gaver fra Bikubenfonden, givet til Kronprinsparret i forbindelse med parrets bryllup. Den Sociale Pris består både af en skulptur, et kalejdoskop skabt af kunstneren Olafur Eliasson og en sum på kr. 500.000.

Læs takketalen HER

Foreningen Grønlandske Børn blev medlem af Børnesagens Fællesråd i 2010.