Julen er hjerternes tid – en kærlig tid, med hygge og varme og glæde. Men mange udsatte familier i Danmark har i forvejen svært ved at få pengene til at slå til, så for dem er julen derfor også forbundet med frygt og bekymringer. Der ikke er råd til at give børnene en jul, der minder om deres kammeraters.

Disse familier kæmper ofte også med sygdom eller sociale og psykiske problemer, hvilket påvirker børnene i familien – især i julen.

Kirkernes juleindsamling, som fordeles via Børnesagens Fællesråd, giver udsatte familier mulighed for at holde en rigtig jul. Børnesagens Fællesråd har over 100 års erfaring med socialt arbejde i Danmark og er i dag et netværk af 20 landsdækkende organisationer, der arbejder for at sikre fattige og udsatte børn en tryg og god opvækst.

I år er behovet for julehjælp – på baggrund af kontanthjælpsloftet – meget stort. Derfor tæller hver en krone.

Herunder kan du læse om nogle af de udsatte børn, der – takket være indsamlingen i kirkerne – har fået en god og varm jul, med mad på bordet og gaver under træet.

Tak for din kirkes støtte og glædelig jul.

Klik på hvert enkelt eksempel for at folde historien ud →

 

Silke og Mia fik andesteg

”Silke og Mias mor er eneforsørger og hun er også økonomisk trængt uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Det var derfor en stor glæde for hende, at hun fik mulighed for at holde en traditionel jul for sine piger med juletræ, andesteg og gaver.

 

Alma fik den bedste gave

Alma elskede at gå til spejder. Da hendes mor mistede sit arbejde og kom på kontanthjælp, blev Alma meldt ud af spejdergruppen.

Almas mor brugte en del af sit julestipendium til at betale kontingentet til spejderne.

”Det var den bedste julegave.Der er mange, der er stoppet, fordi deres forældre ikke har råd til at lade dem fortsætte. Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe dem”, siger Alma.

 

Iben og Anna fik et juletræ

Iben er sygmeldt og på 4. år under ”udredning ” i det sociale system. Hendes rådighedsbeløb pr. måned er kr. 1150.

Hun en enlig mor til Anna på 10 år og den lille familie er meget glade for det julestipendium, de har fået af Børnesagens Fællesråd.

”For første gang i rigtig mange år havde vi et juletræ. At der er råd til julemad og gaver er helt fantastisk, men bare det at kunne købe et træ gør hele forskellen for Anna.
Den allerstørste gave er, at Anna ikke længere skal mærke min bekymring”

 

Ida fik varmt vintertøj

Det burde være både logisk og selvfølgeligt at udsatte børnefamilier har råd til at købe vintertøj til deres børn. Men det er det ikke. Især eneforsørgere på lave offentlige ydelser er udsat for fattigdom og dermed manglende muligheder for at opfylde deres børns basale behov.

Betina er sygemeldt og alene om at forsørge 4-årige Ida. Julestipendiet blev brugt til en gave til Ida: Flyverdragt, vanter, hue og vinterstøvler.

”Det er så dejligt at Ida nu kan komme med de andre børn på legepladsen i børnehaven – uden at fryse.”, siger Betina.

 

Olivia fik sit ønske om en god jul opfyldt

7-årige Olivias mor er syg. Hun har sclerose og modtager førtidspension. Når huslejen, el, varme, vand, licens og forsikringer er betalt, er der 1400 kr. tilbage til mad, tøj, ferier og fornøjelser. Hver måned.

Olivias største ønske er en juleaften, der ligner den, vi andre tager for givet. Med andesteg, juletræ og gaver. Med et julestipendium fra Børnesagens Fællesråd, gik Olivias ønske i opfyldelse.

”Det er den bedste juleaften, jeg nogen sinde har haft”, siger hun.

 

Lukas fik julemad og en julegave

Lukas’ far måtte sygemelde sig fra sit arbejde, blev senere fyret og kom på kontanthjælp. Når de faste udgifter var betalt, var der 1.500 kroner tilbage på kontoen. Julemåneden var ekstra hård, for han ønskede, at Lukas skulle opleve en jul, der lignede den, klassekammeraterne havde.
Med et julestipendium kirkernes juleindsamling fik Lukas og hans far råd til mad til juledagene og en julegave.

kirkens-juleindsamling