Hej Jørgen Breindahl

Jeg er via jeres Facebook side henvist til at skrive til dig. Vi har brug for mere end almindelig rådgivning omkring loven osv. Den kender jeg bedre end det system, der gerne skulle have hjulpet os. Vi har ikke oplevet at retssystemet er overholdt i vores sag.

 Vil du hjælpe os i denne sag?

Svar fra Jørgen

Det gør et stærkt indtryk, når en mor i den grad må kæmpe mod myndighederne.

Det er en meget kompleks sag du beskriver omkring din datter. Ud fra din beskrivelse ser sagen/ hjælpeforanstaltningen ud til at været gået meget i ”hårdknude”. Sagen ser ud til at være fyldt med en række dilemmaer. For det virker oplagt, at din datter har brug for professionel hjælp, både fysisk, psykisk og socialt. Det ulykkelige er, at det, der skulle være hjælp, ser ud til at være endt i en massiv magtkamp. Det præger meget sagen, at der har været stor mangel på kontinuitet og sammenhæng. Jeg finder, at det er umuligt i en sådan sag – ud fra de oplysninger jeg har – at vurdere fuldstændig firkantet, hvad der konkret bør gøres. Jeg kan blot konstatere, at din 15-årige datter ud fra din beskrivelse ikke har det godt. Og efter din oplevelse er hun helt fejlanbragt på nuværende opholdssted.

Så vidt jeg kan se er alle anbringelser af din datter sket uden forældresamtykke. Jeg fornemmer også, at det er sket uden samtykke fra din 15-årige datter. Hun har jo nemlig selvstændig partstatus fra sit 15. år, og skal derfor også give sit samtykke til det, der skal ske, hvis der skal være tale om frivillige foranstaltninger.

Foranstaltninger om døgnanbringelse uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, skal der træffes beslutning om i kommunens Børn og unge-udvalg med deltagelse af en juridisk dommer, 2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige og 2 folkevalgte. – Og går deres afgørelse forældremyndighedsindehaver og den unge imod, er der inden for 4 uger klagemulighed til Ankestyrelsen.

Går også Ankestyrelsens afgørelse imod, kan der klages til Byretten, som i den situation består af en juridisk dommer og af 2 børnesagkyndige dommere. Og i både Børn og unge-udvalg, Ankestyrelse og Byret tilbydes der til dig og din datter gratis advokatbistand, som skal varetage din og din datters interesser.

Du ved formentlig alt om ovennævnte i forvejen. Men jeg nævner det for at tydeliggøre, at der trods alt er indbygget meget retssikkerhed i den type svære afgørelser.

Jeg vil derudover nævne, at alle – uagtet om man er part i sagen – kan rette henvendelse til Ankestyrelsen efter servicelovens § 65 og gøre opmærksom på forhold, man har kendskab til, og som man vurderer som dybt problematiske i form af manglende relevant hjælp til den unge. Ankestyrelsen kan så vurdere sagen ”af egen drift”, herunder vurdere, om der skal træffes nye beslutninger.  – (Jeg har – til din orientering – efter svaret her medtaget alle de paragraffer, jeg nævner).

Dertil kommer socialtilsynsloven, hvor det fremgår af lovens § 4 og § 7, at Socialtilsynet godkender og fører driftsorienteret tilsyn med bl.a. socialpædagogiske opholdssteder.

Endelig skal nævnes socialtilsynslovens § 11, som omhandler en ”whistleblower-ordning”, altså mulighed for alle til at orientere Socialtilsynet anonymt om bekymrende forhold på det enkelte anbringelsessted. Socialtilsynet er herefter forpligtet til at følge nøje op.

Jeg vil tillige nævne paragraffer fra serviceloven (SEL), som på forskellig måde handler om retsgarantier:

SEL § 68 b stk.4 om barnets/ den unges ret til en støtteperson under anbringelsen. Det er en bestemmelse, som en del kommuner efter min erfaring ikke lever op til.

SEL 70 stk.2, som fortæller om kommunens pligt til mindst 2 årlige tilsynsbesøg med en personlig samtale med den unge anbragte.

SEL § 148 handler om kommunens pligt til det såkaldt personrelaterede tilsyn.

SEL § 69 stk.1 indeholder regler om evt. ændring af anbringelsessted.

SEL § 68 stk.3 fortæller om, at forældremyndighedsindehaver og/ eller den unge kan anmode om hjemgivelse, som kommunen som hovedregel skal forholde sig til inden for 7 dage fra anmodningen. – Der findes i § 68 stk.7-10 særlige regler for hjemgivelse/ ikke hjemgivelse.

SEL § 68 stk.1 beskriver, hvornår en anbringelsen senest skal ophøre. Det skal den, når formålet er nået, eller når foranstaltningen ikke længere opfylder sit formål eller når den unge fylder 18 år.

Ud fra min socialrådgivererfaring vil jeg nævne, at jeg flere gange i mit socialrådgiver-liv har været i en situation, hvor jeg måtte konstatere, at en anbringelse af mange forskellige grunde havde udviklet sig meget kaotisk, og hvor den i flere omgange havde været på randen til at bryde sammen. Eller hvor samarbejdet mellem anbringelsessted og forældre havde udviklet sig så belastende og var fyldt med så megen mangel på gensidig tillid, at man kunne problematisere, om anbringelsen opfyldte sit formål. Hvis en anbragt ikke i løbet af en vis rimelig tid under anbringelsen kommer i (bedre) trivsel, ja så kan der efter min opfattelse med rette spørges, om anbringelsen kan føre til det mål, der er sat i handleplanen. Altså, om den længere opfylder sit formål.

Hvis en anbringelse udvikler sig til en gold magtkamp mellem de involverede parter, så vil det være meget svært/ umuligt at skabe udviklingsmuligheder for den anbragte. Så selv om målet under anbringelsen måske langt fra er nået, så kan det i givne situationer efter min opfattelse og erfaring være påkrævet at hjemgive barnet/ den unge med hjemmel i SEL § 68 stk.1 (”Ikke længere opfylder sit formål”). – – Men en evt. hjemgivelse i en sådan situation bør selvfølgelig følges op af en så optimal indsats som mulig på hjemmefronten. – – I en sådan mulig hjemgivelsessituation vil der – forinden beslutning om hjemgivelse – skulle finde en eller flere samtaler sted mellem den unge og den kommunale socialrådgiver for at få så optimal viden som mulig omkring den unges helt personlige holdning til fortsat anbringelse, evt. på ændret anbringelsessted contra hjemgivelse med betydelig støtte, også efter hjemgivelse.

Min konklusion:

Jeg kan ikke på det foreliggende tage stilling til, hvad der er det bedste for din datter. – Men jeg har prøvet at beskrive en række retssikkerhedsbestemmelser, hvis formål er at sætte rammer for hjælp til din datter, herunder sikre, at der ikke laves ”kommunale overgreb” på hverken din datter eller på dig som forældremyndighedsindehaver. Det er mit indtryk, at du alligevel oplever, at der sker ”kommunale overgreb”. Jeg vil opfordre dig til – hvis du ikke allerede har gjort det – at bruge de klagemuligheder, du har til Ankestyrelsen og Byretten. Du og din datter har jo ret til vederlagsfri advokatbistand til begge instanser.

Og så har jeg forsøgt at beskrive, at der i nogle tilfælde kan være tale om så stor mangel på gensidig tillid og respekt – altså hvor tilliden ”er slidt helt i stykker” – at det kan være påkrævet at finde andre måder at støtte og hjælpe på end anbringelse.

Jeg håber det bedste for både din datter og dig videre frem.

Bedste hilsner fra

Jørgen