Professor i socialt arbejde ved Aalborg Universitet, Inge Bryderup, har i dag modtaget Børnesagsprisen 2017 på Christiansborg.

 

Af: Ida Eleni Nielsen, virksomhedspraktikant

I forbindelse med Børnesagens årlige høring på Christiansborg blev årets Børnesagspris samtidig uddelt. I år gik den til professor Inge Bryderup, der ud over sit virke som forsker i socialt arbejde på Aalborg Universitet, i brede kredse anerkendes for sine vigtige bidrag til litteraturen og debatten om udsatte børn og unge.

Inge Bryderup er forfatter til en lang række publikationer, hvortil hun i år har tilføjet bogen, Familiepleje i Danmark.

Og netop hendes bidrag til forskningen omkring børn og unge i familiepleje er en af grundene til, at Inge Bryderup blev nomineret til årets Børnesagspris.

I begrundelsen for indstillingen lød det bl.a., at Inge Bryderup med sin forskning er med til at styrke det videnskabelige fundament, som aktører i og omkring plejefamilier arbejder ud fra. Hun beskrives som et ordentligt menneske, der besidder høj faglighed og anstændighed.

Det var da også en glad Inge Bryderup, der fik overrakt prisen af stifterne af Fodboldfonden, Christine Kvist og Stine Schmeichel, der støtter Børnesagens stipendieprogrammer til fordel for udsatte og fattige børn i Danmark.

Ud over præmien på 20.000 kr. modtog Inge Bryderup ligeledes et vægtæppe skabt af Liva Creation – en socioøkonomisk designvirksomhed, der drives af udsatte kvinder tilknyttet LivaRehab – Center for rehabilitering af mennesker med skadevirkninger fra prostitution, vold og incest.

Hvert år uddeler Børnesagens Fællesråd en hæderspris til en person eller en organisation, som har gjort en særlig indsats for udsatte børn og unge i Danmark. Et fagligt panel med repræsentanter for Børnesagens Fællesråd, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner finder ud fra indstillingerne frem til hvem der skal modtage prisen.

Se Priskomiteens motivering af Inge Bryderup her →

Se FADD’s indstilling af Inge Bryderup her →