Sammen giver vi fattige børn i Danmark en god jul

 

I juleevangeliet hører vi om Josef og Maria, der måtte gå forgæves til herberget. De fandt dog en plads – et midlertidigt ly i en stald, som blev udgangspunkt for nyt liv, håb og det glædelige budskab, vi samles om i julen.

Blandt de mest sårbare af Danmarks fattigste, er de børn, der lever med en eneforsørger på langvarig overførselsindkomst. Kirkernes juleindsamling gør det muligt for Børnesagen at sprede et håb blandt børn i nød.

Tak fordi I hjælper os med at hjælpe Danmarks fattigste og sårbare, så de i juletiden må mærke, at der er plads til dem.

Vi takker på forhånd for ethvert bidrag – lille som stort – til dette arbejde i fremtiden.

Tryk på de enkelte felter for at folde emnerne ud ➔

Hvorfor har Børnesagen kongelig resolution til indsamling juleaften?
Kirkeindsamlinger har siden 1911 været en grundpille i Børnesagens arbejde for børn i udsatte familier i Danmark.

Juleindsamlingen afholdes hvert år i december og kulminerer med indsamlingen i kirkerne juleaften.

Det er baggrunden for, at Børnesagens Fællesråd har fået kongelig resolution på juleaften som indsamlingsdag i de danske folkekirker.

Børnesagens Fællesråd har over 100 års erfaring med socialt arbejde i Danmark og kirke og sogn er helt centrale medspillere i vores arbejde for udsatte børn og unge i Danmark.

 

Hvem giver Børnesagen julehjælp til?
De penge, der samles ind i kirkerne, bruges til:

Børn og unge: Vi uddeler julestipendier efter ansøgning til eneforsørgere til et eller flere børn under 18 år.

Julen er hjerternes tid – en kærlig tid, med hygge og varme og glæde. Men mange udsatte familier i Danmark har i forvejen svært ved at få pengene til at slå til, så for dem er julen derfor også forbundet med frygt og bekymringer. Der ikke er råd til at give børnene en jul, der minder om deres kammeraters.
Disse familier kæmper ofte også med sygdom eller sociale og psykiske problemer, hvilket påvirker børnene i familien – især i julen.

Med bidraget fra kirkerne giver Børnesagens Fællesråd udsatte familier mulighed for at holde en rigtig jul.

Konfirmander: Vi uddeler konfirmationsstipendier efter ansøgning til eneforsørgere til et eller flere børn, der skal konfirmeres. For nogle af disse unge er Børnesagens konfirmationsstipendie den eneste mulighed for at få en beskeden konfirmationsfest.

Indsamlede midler kan øremærkes til et af disse formål. Gaver, der ikke er øremærket, bruges, hvor Børnesagens Fællesråd skønner, der er mest brug for midlerne.

 

Hvad består et julestipendium af?
De penge, kirkerne samler ind til julestipendier, gives i form af en check til modtageren i størrelsesordenen 1070-2080 kr., afhængigt af antal mindreårige børn i familien.

Børnesagen har valgt, at eneforsørgere, der modtager julestipendier, efterfølgende bliver henvist til rådgivning. På den måde kan vi både hjælpe familierne til en bedre jul, men også hjælpe dem med at få løst de bagvedliggende problemer, så de forhåbentligt ikke skal stå i kø til julestipendier næste år.

Rådgivningen kan varetages af en række af vores medlemsorganisationer; fx KFUM’s Sociale Arbejde, Mødrehjælpen, Home-Start og BROEN Danmark.

Rådgivningen kan også varetages af Børnesagens socialrådgiver, Jørgen Breindahl.

 

Kan jeg få inspiration til juleprædikenen?
Ja, Børnesagens Fællesråd inviterer hver jul en sognepræst til at skrive en inspirationsprædiken til juletiden.
I år er det Frances Benzon, sognepræst ved Ansgarkirken i Hedehusene.
Du finder hendes prædiken her.

TAK for din kirkes støtte.

 

Hvordan engagerer jeg menigheden i indsamlingen til fattige børns jul?
Hent Børnesagens juleplakat 2016 til brug på storskærm i kirken.

Hent Børnesagens mobiltelefon til brug på storskærm i kirken.

Både plakat og telefon giver menigheden mulighed for at se, hvordan de kan bidrage med henholdsvis SMS og MobilePay:

Valgfrit beløb med MobilePay til 24 62 62 29.
100 kr. ved at sende en sms med teksten BØRNEGAVE til 1231.

Send en pressemeddelelse til sognets lokale aviser og lokale medier, så menigheden ved, at der samles ind til udsatte børn i kirken juleaften.

 

Mon det nytter? Er der gode historier om børn, der har fået julehjælp?
Det nytter og hver en krone gør en forskel.

I år er behovet for julehjælp – på baggrund af kontanthjælpsloftet – meget stort. Derfor tæller hver en krone.

Her kan du læse om udsatte børn, som via indsamlingen i kirken, har fået en god og varm jul, med mad på bordet og gaver under træet.

Se også: Julen er langt fra en fest for alle

TAK for din kirkes støtte og glædelig jul.

 

Hvordan overfører jeg de indsamlede midler til udsatte børns jul?
Du kan overføre din kirkes bidrag til Børnesagens bankkonto: 2102 8420041773

TAK for din kirkes støtte.

 

Hvor mange penge samlede kirkerne ind forrige år?
Se resultatet af juleindsamlingen 2015 her

Se resultatet af konfirmationsindsamlingen 2015 her

 

Hvilken indsamlingsetik har Børnesagens Fællesråd?
Børnesagens Fællesråd er medlem af de danske indsamlingsorganisationers brancheorganisation ISOBRO og følger De indsamlingsetiske Retningslinjer.

 

Hvordan kontakter jeg Børnesagens Fællesråd?
Har du spørgsmål til indsamlingen eller ønsker du yderligere materiale, er du altid meget velkommen til at kontakte os:

Børnesagens Fællesråd
Dronningensvej 4,1
2000 Frederiksberg
Telefon: 24 62 62 29
Mail: bf@boernesagen.dk

kirkens-juleindsamling

 

(Midler indsamlet i 2016 anvendes som julestipendier i 2017. De midler, der deles ud som julestipendier i år, stammer fra juleindsamlingen i kirkerne i 2015)