Juleprædiken er skrevet af Frances Benzon, sognepræst ved Ansgarkirken i Hedehusene

 

Den bedste gave, man kan ønske sig!

Nu det jul igen! Alle vores sanser ved det. Vi hører de velkendte julesange i radioen. Vi ser julelysene og julepynten i gaderne. Vi dufter de brændte mandler og gran. Vi kan smage julen på alle brunkagerne, æbleskiverne, konfekten og silden – julen smager godt! Og vi kan måske føle julen på vores krop, fordi bukserne strammer lidt mere end normalt!

Se også: Hvordan engagerer jeg menigheden i indsamlingen til fattige børns jul?

Julen er fuld af traditioner

I min barndom var jul ensbetydende med masser af hygge, julemusik og ferie fra skolen, naturligvis. Og så var der dagen over dem alle! Hvert år var opskriften på juleaften som året før – det kunne jeg lide! Julen blev fejret hos min mormor. Efter maden læste vi højt fra Peters Jul, og mens juletræet blev tændt i ”den fine stue”, der kun blev brugt til festlige lejligheder, stillede familien op i gangen inddelt efter højde – de laveste først. Dansen rundt om juletræet tog en time, og blev altid afsluttet med Åh boogie woogie woogie. Og så var der gaverne! Alle gaver blev sirligt pakket op en efter en – vi så, hvad alle fik. Vi børn nød ALT ved juleaften!

fracas

Prikken over i’et på en god juleaften var, hvis julemanden kom. Vi var udmærket klar over, at julemanden kun besøger de artige børn. ”Julemanden er enten glemsom eller også er han tilgivende”, tænkte jeg, for julemanden kom altid med gaver. Nu var Julemanden godt nok ikke en, som vi så, for på hans travleste dag på året havde han så travlt, at han nøjedes med at ringe på døren og lægge gaverne på måtten. Senere fandt jeg ud af, at det var min mor, der efterlod gaver. Det opdagede vi børn ikke, for vi havde travlt med at lede efter julemanden, men selv hvis vi havde fundet hende, havde det nok ikke gjort den store forskel – for julemanden er ikke en kvinde, og da slet ikke min mor; det ved alle!

Se også: Juleindsamling i kirken 2016

Nu det jul igen!

Vores jul var fuld af traditioner, og nu er det jul igen! Selv den dag i dag kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, om jeg har gjort mig fortjent til, at julemanden skal stoppe foran min dør. Men når jeg så hører juleevangeliet, så glæder jeg mig altid over, at julen ikke kun er en fest for de artige børn. Jesus blev ikke født for kun at invitere dem med til fest, der har gjort sig fortjent til det. Tværtimod! Gennem beretningen om det barn, der blev født i en stald, rækkes hver enkelt af os ordet om, at vi er elsket lige nøjagtigt, som vi er.

Det er julens store pointe!

francis

Juleaften ændres perspektivet. Gud begynder i det små og åbner vores øjne for, at han, der umiddelbart ikke så ud af så meget, skulle vise sig at blive den største. Han valgte ikke at blive menneske i en herskerskikkelse men derimod i et fattigt menneske. I et fattigt menneske, hvis eneste rigdom var kærlighed.

Juleaften er, at Gud fletter sit julehjerte sammen med vores menneskehjerter. Og vi skal svare. Svare ved at lade de store ord fra bibelteksterne blive vores hjerteord, der bevæger os, så vi kan vove vores liv til hinanden. Så denne jul vil jeg ikke sidde og vente på julemanden. I stedet vil jeg fejre, hvordan Gud begynder i det små netop for at vise, at Han ser det største i os alle – selv når vi føler os bittesmå. Det må da siges at være den bedste gave, man kan ønske sig!

Glædelig jul!