Juleprædiken er skrevet af Sognepræst Martin Rønkilde, Sankt Nicolai Sogn, Kolding

 

Magtanvendelse

Der udgik en befaling. Augustus raslede med sin kejserlige sabel fra sit palads i Rom og kostede rundt med alle undersåtterne. Fortsættelsen af historien om hvad den folketælling førte med sig, kender vi rigtig godt.
Den er fortællingen om, hvordan den største magt, Gud, som kunne få alting til at blive til, pludselig bliver det mest afmægtige, vi kan forestille os: Et lille barn, lagt i noget så ydmygende som en foderkrybbe, med savlende kreaturer som jordemødre. Født af en mor, der både var umyndig og ugift og en far, der ikke engang var hans rigtige far – når vi taler om moderne familieforhold med dine og mine børn, så er det åbenlyst ikke et helt nyt fænomen – en bonusfar, en papfar, en håndværker fra udkants Israel – ikke videre prangende. Var der noget, de ikke havde, så var det magt.

Magtesløshed

De første vidner var hyrder, også repræsentanter fra absolut nederste socialklasse. De kunne lige akkurat få lov til at bestemme over deres får, som ikke engang altid gad adlyde. Men et sted midt i afmagten lød et råb: ”Se, en glæde, som er for alle mennesker, en frelser er født.” For Gud er ikke magt. Når Gud ligger i en foderkrybbe, er den mægtige krigergud som kendes fra Det Gamle Testamente, for altid væk. Og med ham også muligheden for at være Guds forlængede arm i magtudfoldelse.

Se også: Juleindsamling i kirkerne 2017

Kristendommens fødsel i en stald er et opgør med den tanke, at det er menneskets fornemmeste opgave at være magtinstans. Tværtimod. Dét er julefortællingens inderste kerne, at det barn, der fødes i krybben, det menneske, der blev kendt som Jesus Kristus, den Gud, der lod sig korsfæste, er magten til ikke at ville magt. Eller kort sagt: kærlighed.

Magtmisbrug

Vores verden er fyldt af, hvordan magt bruges til at lemlæste, ødelægge og undertrykke mennesker og menneskers muligheder. Magtens spidser rasler med atomvåbnene, selv i kirker skal man frygte for kugleregn, vi ser flygtningelejre, der bugner, og i Danmark har vi børn og unge, som må leve i fattigdom selv i et af verdens rigeste velfærdssamfund.

Afmagt og almagt

Det er og bliver julebarnets udfordring til os at modsige den magt, som Augustus og mange efter ham står for.
Julebarnet er magten til at være til for og blandt de små, både hos os og i verden som helhed. Så den eneste magt, der virkelig betyder noget, er magten til at kunne vise, hvordan julen bringer velsignet bud, også til dem, som lider under magtmisbrug.

Midt i al den magt-elendighed, fødes han julenat, ikke med hverken store hære eller store summer i schweiziske banker – men med englesang og himmelbud om fred på jorden. Som det lille barn, der vil hive os ud af den blankpolerede Mercedes og stille os forsvarsløse midt i verden. Gud fødes ind i afmagten, for at være kærlighedens almagt blandt os og gennem os. Som vil ruste os til at sige magten imod igen og igen – så julen virkelig må være en tid, hvor englesangen får ret: ”Fred over jorden, menneske fryd dig.”

Glædelig jul!

Sankt Nicolai Kirke, Kolding, 1870