Juleprædiken er skrevet af Inger Hjuler Bergeon, valgmenighedspræst i Odense Valgmenighed.

 

Julen 2018 – Barnets blik

Der er noget særligt ved et barns blik. Noget helt særligt ved at se et barn ind i øjnene. Det gælder hele året, men især omkring juletid synger vi om det i sange og salmer, og vi hører ord og ser billeder på det. Barnets øjne, der er som stjerner. Grundtvig digtede om julestjernen i barnets øjne i salmen ”Dejlig er den himmelblå.” Her synger vi, at de vise mænd lod forestillingen om en stjerne vise dem vej, men de fandt den først, da de så ind i et lille nyfødt barns øjne. Dér fandt de stjernen. I Jesusbarnet.

Hvis vi kaster et hurtig blik på billedet foroven, så lægger vi nok først mærke til, hvor grim den gamle mand er. Vi ser hans deforme næse og det hæslige udslæt, der går helt op i panden. Måske væmmes vi og får lyst til at vende blikket bort. Men prøver vi så at kigge godt efter, så ser vi noget andet. Vi ser den lille hånd fra barnet, der ligger trygt på mandens dragt. Vi ser det lille barns ansigt, der lyser op mod manden, og vi ser den tillid og den ømhed, som barnet har. Det kan ændre vores måde at se på, for pludselig kan vi med barnets øjne se den gamle mand. Med barnets blik ser vi ind i hans øjne, og da ser vi hans omsorg og hans mildhed. Med barnets blik får vi øje på noget helt andet end det grimme ansigt, vi først lagde mærke til. Barnet skaber manden om for vore øjne, og dermed omskabes vi. Vi ser nu noget andet, end vi ville pleje at se. Vi lærer, at der er andet at se, end det, der først drager vores blik.

Også en nyfødt kan forandre os. Enhver, der har mødt en nyfødts blik, vil huske det. For barnet kigger dybt og roligt på én. Uden at ville noget præcist og bestemt og uden, at vi kender hinanden. Men blikket får os til at ville kende hinanden. Der er ikke noget særligt et nyfødt barn vil vise, f.eks. glæde eller overraskelse eller vrede eller skepsis. Men barnet kigger. Og vi kan kun kigge tilbage. Svare med et blik på det intense blik, som barnet giver.

Når vi møder sådan et blik, så er det, som om alt er muligt, og at alt kan begynde på ny. Barnet kender os jo ikke, men ser på én, som om det siger: ”dig har jeg tillid til”. Og dermed skabes tillid, for den, der møder sådan et blik med sådan en tillid, vil spontant ønske at leve op til det. Tænker måske: ”ja, jeg er én, man kan stole på, én der kan tage sig af andre.” Derfor bliver vi så bevægede af en nyfødts blik. Vi bliver mødt med tillid, og vi får en ny mulighed for at tage os af en anden. Vi tør glemme de gange, vi ikke gør det, og de gange, vi svigtede, for nu er der en chance til. Det er der håb i.