Hej Jørgen

Hvordan søger man om hjælp til konfirmation?

Jeg er enlig mor til 2 hjemmeboende børn, jeg er i ressourceforløb og har ikke mange penge, at gøre godt med i hverdagen.

Alligevel ønsker jeg, at min datter får en konfirmation, hun ikke ønsker at glemme.

Mvh Birgitte

Hej Birgitte

Som enlig mor kan og bør du først og fremmest søge om fastsættelses af konfirmationsbidrag fra din datters far. Det sker ved at rette henvendelse til Statsforvaltningen. Og når konfirmationsbidrag er fastsat, kan det udbetales fra Udbetaling Danmark såfremt du ikke får det overført direkte fra din datters far.

Konfirmationsbidrag reguleres hvert år i forhold til prisudviklingen. I 2017 er det fastsat til 3.540 kr.

Se også: Kan min datter overtage min lejlighed?

Jeg vil råde dig til at gå ind på Børnesagens Fællesråds hjemmeside: www.boernesagen.dk , hvor der – udover oplysninger om Statsforvaltningen m.v. – også er oplysninger om forskellige muligheder for evt. supplerende konfirmationshjælp, afhængig af hvor anstrængt din økonomi er.

Næste ansøgningsfrist for evt. konfirmationsstipendium fra Børnesagens Fællesråd er den 15. februar 2018. Ansøgningsskema kan trækkes digitalt på hjemmesiden fra 15. januar 2018.

Det direkte link til Børnesagens konfirmations-oplysninger finder du HER

Jeg håber, at din datter sammen med dig og hendes familie får en rigtig god konfirmation, som hun kommer til at tænke tilbage på med glæde.

Bedste hilsner fra
Jørgen