Hej Jørgen

Min datter på 15 har fået en piercing i skillevæggen i næsen; den kan skubbes op så den ikke er synlig. Og hun skjulte den altid for mig, så jeg anede ikke, hun havde fået den.

Så nogle gang, især når det var blæsevejr og hun kom cyklende hjem fra skole, faldt den frem og det lignende, hun havde to striber sort snot hængende ud af næsen.

Jeg blev meget bekymret og sagde hun skulle skynde dig og pudse næse. Det gjorde hun så. Sceancen gentog sig med mellemrum over de næste par måneder, altid når hun kom hjem og havde været ude i blæsevejr.

Til sidst googlede jeg ”sort snot” og det kunne være tegn på alt muligt farligt. Så bestilte jeg en tid hos lægen til hende.

Først da hun kom hjem fra lægen, satte hun sig ned og fortalte mig, at det ikke var sort snot men en piercing. Lægen havde moret sig, og sagt til min datter, at hun bare skulle sige det som det var.

Er jeg er forfærdelig mor? Min datter turde ikke sige sandheden til mig og jeg opdagede den ikke selv?

Synes eller vi har et fint forhold til hinanden.

Venligst Celina

Kære Celina

Tak for dit spørgsmål, som umiddelbart har givet mig anledning til mange overvejelser. Det er på den ene side en lidt humoristisk situation, du beskriver. Men på den anden side også med dyb alvor i.

Hvor langt kan vi blive ved med at styre vores børns liv? Hvad stiller vi som forældre op, hvis vores børn foretager handlinger, vi ikke er begejstrede for? Det er efter min vurdering spørgsmål, som der ikke umiddelbart er firkantede svar på.

Jeg tænker i forhold til din datter:

Er det ulovligt det, hun gør med piercing? Nej. Er det velgennemtænkt? Jeg ved det ikke. Min umiddelbare tanke er, at hendes piercing er et tegn på, at hun vil vise, at hun gå sine egne veje. Og at hun har nået en alder, hvor hun ikke vil bede om lov til alting. Hun er formentlig påvirket af den generelle kultur, og ikke mindst ungdomskulturen. Piercing er – ud fra hvad jeg kan se – et fænomen, der er blevet temmelig udpræget i ungdomskulturen. Og tatovering er et fænomen, der er slået massivt igennem i unge-voksen-kulturen.

Tatovering er forbudt at foretage på unge under 18 år, jfr. tatoveringsloven fra 1966. Piercing er derimod ikke forbudt, heller ikke over for unge under 18 år. Det har flere gange været fremme i Folketinget, at det skulle forbydes. Men der har hidtil ikke været flertal for en sådan lovgivning. En af begrundelserne er, at de unge så selv kan gå i gang med piercing, hvilket kunne være langt mere problematisk.

Se også: Ung mor: Jeg stjæler mad i butikkerne

Et helt overordnet ønske for alle forældre må være, at bevare kontakten til deres børn. Og når børn når den alder, din datter har, så tænker jeg på et udsagn, som altid har været et pejlemærke for mig: ”Giv dine børn gode råd. Men forvent ikke, at de følger dem.” En handling hos en pubertetsdreng eller –pige kan udmærket være at betragte som et spørgsmål. Og sig derfor til din datter, hvad du mener, også om hendes piercing – men forvent ikke ubetinget, at dit råd bliver fulgt.

Den centrale opgave for forældre er at videregive livsværdier til børnene og de unge. Herunder ikke mindst den værdi, der ligger i begrebet tillid.

Jeg tænker, at en piercing jo kan fjernes igen. Og det er langt værre at miste sine børns tillid end at de (i en periode) får en piercing. Mister børnene samtale-tilliden til deres forældre, så kan det udvikle sig til, at alt ser pænt ud på overfladen. Men det kan se helt anderledes ud under overfladen. Og der kan udvikle sig et dobbeltmoralsk spil mellem forældre og børn. Det er ikke godt. Så er det langt bedre at bevare tilliden, samtidig med at man kan være uenige om mangt og meget.

se også: Stil dit eget spørgsmål til socialrådgiveren

Jeg håber, at der vil forblive et godt og sundt tillidsforhold mellem din datter og dig. Med eller – måske senere – uden piercing.

Nedenfor er der forskellige links, som på forskellig måde beskriver problematikken omkring piercing m.v.

De bedste hilsner fra

Jørgen

Børn kan fortsat pierces

Lov om tatovering

Piercing og aldersgrænser

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod piercing af børn og unge

Må butik pierce min 16-årige datter uden min tilladelse?