Hej Jørgen

Jeg er 16 år og går på en lille dagskole.

I min klasse er der en pige på 15 år, som bor i plejefamilie.

Hendes plejeforældre er VIRKELIG strenge.

De har sagt til min veninde hun ikke må ha Skype, Facebook og Snapchat eller noget andet inden for de sociale medier.

Hun må ikke skrive med drenge, og de tager ofte hendes mobiltelefon.

Min veninde må ikke gå med makeup, og de bestemmer hvilket tøj hun skal have på.

Forleden kom hun i skole med et par vildt fede jeans, de var grå og stramme og det klædte hende da hun har pæne ben.

Hun kom så hjem og fik af vide af hendes plejeforældre at hun IKKE måtte have sådan nogle på, og at de altså bestemte hvilket tøj hun skulle ha på.

I går var vi til Børnehjælpsdagen julefest og hun fik et par Converse, men dem må hun heller ikke gå med fordi hendes plejeforældre ikke mener at det er ”skolesko”.

Mit spørgsmål er så: Kan de virkelig bestemme så meget?? Hun får jo overhovedet ikke lov til at leve sit liv som andre på 15 år gør.

Min veninde er meget bange af sind, og tør altså ikke sige noget til hverken sine plejeforældre eller sagsbehandler, hun tør ikke at sige hvordan hun har det.

Jeg stopper snart på vores skole, og vil så gerne ha at min veninde får det bedre inden, jeg vil godt hjælpe hende mens jeg er her.

Hvad kan jeg gøre??

Nu ved jeg også at ALLE har ret til lommepenge, min veninde får ingen lommepenge eller tøjpenge? De penge, hun får er nogle hun skal arbejde sig til i plejeforældrenes butik.

De penge hun så tjener, må hun ikke selv bestemme over..

Jeg håber VIRKELIG af hele mit hjerte I kan hjælpe hende..

Hun er som en lillesøster for mig, og jeg vil give hende en normal ungdom..

Mange hilsener Amalie

Hej Amalie

På baggrund af din mail vil jeg betegne dig som en meget ansvarlig pige. Du oplever, at din 15-årige veninde har det meget svært i sin plejefamilie. Og du prøver på at hjælpe hende.

Jeg kender selvfølgelig ikke alle detaljer omkring sagen, men på baggrund af dine oplysninger tænker jeg følgende:

Din veninde er i en plejefamilie, som jeg fornemmer, har svært ved eller ikke magter opgaven. En stille, lidt sky pige skal ikke hjælpes og støttes i puberteten gennem strenge regler. Puberteten er jo netop en meget vigtig periode i livet, hvor der afprøves grænser, og hvor den grundlæggende identitet som voksen skabes. Og det sker på mange måder som f.eks. ved valg af makeup og ved valg af tøj. Der skal som udgangspunkt være en god og varm dialog med de voksne, og ikke først og fremmest skrappe regler. Og da slet ikke, hvis din veninde i forvejen er meget bange af sind, som du skriver.

Hvad kan der gøres?

Når din veninde er 15 år, er hun juridisk set part i sin egen sag. Det vil sige, at hendes egen selvstændige mening kan og skal tillægges juridisk betydning.

Det fremgår bl.a. af servicelovens (SEL) § 52 stk.1, sidste punktum, hvor der står:

”En afgørelse efter stk. 3 nr. 7 (altså anbringelse uden for hjemmet, min tilføjelse), kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Derudover fremgår det af SEL § 68 b stk.2 under afsnittet ”Kommunens opgaver i forbindelse med anbringelsen”:

”Ved valg af anbringelsessted skal kommunen vælge det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov. Kommunen skal lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer og herunder vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie, jf. § 66, stk. 1, nr. 1-3, er mest hensigtsmæssig”.

Endvidere fremgår det af SEL § 69 under afsnittet ”Kommunens opgaver under anbringelsen”: ”I det omfang det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, skal kommunalbestyrelsen på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 70 stk. 2, og § 148, træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet”.

Derfor: Hvis din veninde i den grad mistrives under sin anbringelse hos plejefamilien, så skal kommunen være meget opmærksom på behovet for evt. andet anbringelsessted.

Hvis din veninde ikke ønsker at samtykke til fortsat anbringelse i nuværende plejefamilie, så kan hun meddele dette til den anbringende kommune, og så SKAL kommunen forholde sig til, hvad der så skal ske.

Din veninde er som 15-årig stadig under forældremyndighed. Derfor vil hendes forældres holdning som udgangspunkt selvfølgelig også spille en central rolle. Men praksis er, at jo ældre et barn/en ung er, jo mere vil holdning og erfaringer hos den, der er anbragt, spille ind i forhold til, hvad der skal ske.

Udgangspunktet er – hvis der skal ændres anbringelsessted – at din venindes forældre og din veninde selv skal give samtykke til et sådant ændret anbringelsessted. Hvis et sådant samtykke ikke foreligger fra både din veninde og hendes forældre, så skal kommunen foreligge sagen for kommunens børn og unge-udvalg, som herefter skal træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted, jfr. SEL § 69 stk.3.

Det lyder nok som en lidt indviklet affære, men min erfaring fra praksis er, at der godt relativ hurtigt kan ske omplacering, hvis det må konstateres, at en ung virkelig mistrives i en plejefamilie, som måske ikke magter opgaven.

Det er selvfølgelig din veninde og ikke dig, der er hovedperson i sagen. Men din veninde har ret til at lade sig bistå af f.eks. dig i en samtale med kommunen, hvis hun selv ønsker det.  En bisidder skal være fyldt 15 år. Denne regel om bisidder-muligheden fremgår af SEL § 48 a.

Jeg kender ikke din venindes holdning til sine forældre, for der vil selvfølgelig være situationer, hvor det er oplagt, at forældrene også støtter deres datter ved samtale med kommunen under en anbringelse.

Desuden har din veninden faktisk ret til en støtteperson under hele anbringelsen, hvilket fremgår af SEL § 68 b stk.4:

”Forud for anbringelsen skal kommunalbestyrelsen hjælpe barnet eller den unge med at finde en person i barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes støtteperson under anbringelsen. Kommunen kan efter behov dække støttepersonens udgifter til telefon, transport og lign.”

Min erfaring er desværre, at ikke alle kommuner lever op til denne bestemmelse.

Jeg vil derudover pege på BørneTelefonen: telefon 116 111 eller BørneTelefonens Chatsidesom kan give råd og vejledning, og evt. bisidning fra Børns Vilkår.

Endelig skal gøres opmærksom på, at der også efter lov om socialtilsyn er et telefonnummer eller en mailaresse, hvortil der kan rettes henvendelse. Her kan bl.a. din veninde, pårørende eller andre henvende sig anonymt om bekymrende forhold i tilbuddet, altså bekymrende forhold hos plejefamilien. Navn og telefonnummer på det relevante socialtilsyn kan din veninde få ved at kontakte BørneTelefonen eller Børns Vilkår.

Jeg ønsker al mulig held og lykke til, at din veninde får den nødvendige hjælp i denne svære situation.

Med venlig hilsen

Jørgen Breindahl, socialrådgiver