Seksuelle overgreb mod børn og unge kan sætte alvorlige spor resten af livet. Et nyt oplysningsmateriale til fagfolk vil sikre, at flere overgreb bliver opdaget og handlet på.

Når mistanken opstår er en hjemmeside med 15 korte film og undervisningsmateriale til sundhedsprofessionelle, lærere, pædagoger, politi og socialrådgivere. Materialet giver rådgivning om og indsigt i, hvordan man som fagperson kan og bør håndtere mistanke, udredning og afklaring af seksuelle overgreb mod børn og unge.

En undersøgelse fra SFI baseret på antallet af domme i sager om seksuelle overgreb viser, at 12 pct. af danske børn mellem 7 og 17 år har været udsat for uønsket seksuel berøring, og at 6 pct. har haft uønsket samleje eller forsøg på samleje med jævnaldrende eller voksne.

Det er først og fremmest barnets udsagn eller adfærd, der kan give mistanke om, at der er foregået et seksuelt overgreb. Men sagerne er komplekse, og derfor har fagfolk brug for støtte og uddannelse, siger børnepsykolog og en af initiativtagerne til projektet Katrine Zeuthen:

”Jeg har arbejdet med seksuelle overgreb i mange år og set, hvor svære de her sager er at håndtere og udrede. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har fået en samlet vidensplatform, hvor fagfolk kan hente hjælp, så de bliver endnu bedre klædt på til at handle, hvis der opstår mistanke om et overgreb.”

Se også: Børnerådet og Center for Seksuelle Overgreb modtager Børnesagsprisen

Det er ofte vanskeligt at få øje på de børn og unge, der udsættes for overgreb, og fagfolk står tit med tvivl, usikkerhed og uden dokumentation for, om overgrebet har fundet sted. Derfor kan det være svært for omverdenen – fagfolk, forældre og andre – at handle på en mistanke om et overgreb. Det betyder, at alt for mange børn udsættes for overgreb, der aldrig bliver opdaget og anmeldt.

Og det bekymrer Børnerådets formand Per Larsen:

”Vi ved, at der er rigtig mange sager, der ikke ender hos politiet, eller hvor der ikke falder dom, fx fordi bevisbyrden mangler. Det betyder, at alt for mange børn ikke får den hjælp, de har brug for. Derfor er det helt utroligt vigtigt, at fagfolk, der arbejder med børn, får den nyeste viden og de rette redskaber til at spotte børn, der har været udsat for overgreb.”

Se også: – Det er ikke hver dag, man er med til at ændre dansk lovgivning

Filmene og undervisningsmaterialet kan findes på www.mistanken.dk. Materialet går i dybden med de forskellige faggruppers specifikke udfordringer i forbindelse med mistanke om og udredning af seksuelle overgreb.

Lektor i klinisk børnepsykologi ved Københavns Universitet Katrine Zeuthen og producent Nils Feldballe har taget initiativ til projektet. Film og undervisningsmateriale er udarbejdet af Feldballe Film & TV i samarbejde med Børnerådet og en følgegruppe af praktikere og eksperter. Projektet er støttet af A.P. Møller Fonden og Hede Nielsen Fonden.

mistankenmediefil