Kære Jørgen

Jeg er alene med min datter på 7 år.

Jeg har et fysisk handicap, hvorfor jeg sidder i kørestol og kæmper en kamp for at få en hverdag til at hænge sammen.

Jeg har en sag i familieafdelingen fordi min datter havde det meget skidt på sin tidligere skole. Familieafdelingen har intet ønske om at samarbejde med mig, de handler som de lyster, uden at informere mig om det.

Jeg har gentagne gange søgt om terapi, pga. min opvækst som har medført en PTSD lignende tilstand (kompleks PTSD). Jeg gik på et behandlingstilbud, men det blev afsluttet da min terapeut opsagde sit job.

Han har været et stort menneske og tilbudt en gratis samtale pr måned, men det kan jeg ikke klare mig med. Alle anbefaler at jeg fortsætter arbejdet hos ham, men ingen vil hjælpe mig. Kommunen har givet afslag, og jeg har ikke kræfterne til at anke. Familieafdelingen har gennemført en § 50 undersøgelse på ret vagt grundlag. Der er ekstremt mange faktuelle fejl i undersøgelsen, hvilket både jeg og min terapeut og min datters voksenven forsøgte at gøre opmærksom på gentagne gange. Uden held. INGEN lytter.

Kommunen har iværksat nogle forskellige ting, uden overhovedet at tage mig med på råd eller noget. De har bestemt og jeg skal bare rette ind og makke ret, ellers fjernes min datter fra hjemmet.

Jeg blev lovet at der ville være opfølgning senest i december måned, dette er ikke sket. Nu finder jeg ved et rent tilfælde så ud af at kommunen har tænkt sig at afholde en børnesamtale med min datter, igen, uden at informere mig om det eller noget. De har tidligere skræmt min datter ved dette, og har planer om endnu en gang at gøre det. Jeg kan ikke få svar på mine spørgsmål og mine mails bliver ignoreret.

Nu erfarer jeg så at kommunen bevidst glemmer og bortgør nogle bestemte papirer, blandt andet nogle fra deres egen psykologer som også har anbefalet terapi til mig, qua min opvækst. Men dette lytter forvaltningen ikke til, og sagsbehandleren vil ikke forholde sig til det.

Hun samarbejder på INGEN måde med mig overhovedet. Hun handler som hun vil og fortæller først mig efterfølgende når der er taget beslutningen og jeg har ingen rettigheder og bliver ikke hørt overhovedet.

Har I på nogen som helst mulighed for at hjælpe mig med disse ting? Jeg er efterhånden desperat og kan ikke klare det mere. Min bilansøgning har taget over et år nu, merudgiftsansøgning har taget over et år. Jeg har ikke kræfterne til at følge op på sagerne, jeg føler at ingen lytter og jeg sidder i ingenmandsland og kæmper en kamp der er tabt på forhånd.

Jeg er ikke særlig god til at række ud efter hjælp, fordi jeg er vant til altid at blive afvist. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op mere. Mit fysiske handicap i sig selv er en kæmpe mundfuld og jeg ville ønske jeg kunne få en BPA assistent, men jeg er ikke handicappet nok ifølge kommunen. Min datter skal være min hjælper ifølge handicapteamet. Familieteamet truer med fjernelse hvis min datter agerer hjælper. De to afdelinger vil ikke samarbejde og tale sammen. Der tænkes på ingen måde på at jeg har et barn at tage mig af som jeg skal være mor for.

Jeg bor på Fyn og har hverken familie eller noget der kan hjælpe mig med alt det her, og da jeg er førtidspensionist har jeg heller ikke pengene til at betale mig til hjælp.

Venlig hilsen Sara

Kære Sara

På baggrund af din beskrivelse ser det ud til, at samarbejdet mellem kommunen og dig er gået fuldstændig i i baglås. Det kan ikke være meningen, og der må gøres et konkret forsøg på at lukke op for samarbejdet.

Jeg vil her prøve at fremdrage nogle paragraffer i serviceloven (SEL), som påpeger, hvad udgangspunktet for samspillet mellem dig og kommunen faktisk er.

SEL § 10 påpeger, at kommunen ”skal sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer….”

Du skriver, at du har brug for behandling for din PTSD, og at du måtte stoppe med behandlingen, da psykologen rejste. Og at du har fået afslag på økonomisk hjælp til at fortsætte behandlingen.Da du har ansvar over for din 7-årige datter, vil det være oplagt, at kommunen skal gøre, hvad der er nødvendigt og muligt med henblik på, at dine forældreressourcer bliver så optimale som muligt.  Der kan eksempelvis blive tale om at yde økonomisk hjælp ud fra en behovsvurdering til psykologbehandling som personligt tillæg til din førtidspension (efter gammel ordning) eller efter aktivlovens § 82. Og selvfølgelig må det accepteres, at der i enhver behandling også indgår et tidsperspektiv i forhold til, hvornår behandlingen skal slutte.

Du skriver, at der er ekstremt mange faktuelle fejl i din § 50-undersøgelse. De skal selvfølgelig rettes. Og hvis kommunen afslår dette, skal de begrunde hvorfor. Du har ret til at få dine kommentarer til § 50-undersøgelsen lagt ind i sagen.

Så skriver du, at kommunen har iværksat nogle forskellige ting (jeg går ud fra, at det er over for din datter) uden overhovedet at tage dig med på råd. Hvis der er tale om hjælpeforanstaltninger over for din datter efter SEL § 52, så må sådanne foranstaltninger som udgangspunkt ikke iværksættes uden at der foreligger samtykke fra dig. Det fremgår af SEL § 52 stk.1. Der er særlige undtagelser i forhold til dagtilbud, nødvendig behandling af barnet og kontaktperson til barnet. Også såkaldt forældrepålæg efter SEL § 57 a kan iværksættes uden samtykke.

Men den helt gennemgående grundregel er, at der ved forskellige former for foranstaltninger altid skal samarbejdes med forældremyndighedsindehaveren.

Vedrørende børnesamtale med din datter, så er der i SEL § 48 fastsat regler om, at en børnesamtale skal finde sted, når der iværksættes forskellige former for foranstaltninger over for din datter. Det fremgår tillige af § 48, at en børnesamtale kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets bedste taler herfor. Kommunen skal i en sådan situation være særlig opmærksom på, at barnet skal tilbydes en bisidder, som det har tillid til, f.eks. en lærer eller en pædagog, jfr. SEL § 48 a.

Det er helt afgørende, at dit barn føler sig rimelig tryg i en svær situation. Der må selvfølgelig ikke af kommunen laves psykologisk overgreb på din datter.

Du nævner også, at din bilansøgning og din merudgiftsansøgning stadig ligger, efter at der er gået et år. Kommunen er pligtig til at fastsætte sagsbehandlingsfrister i forhold til forskellige typer af ansøgninger. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 3 stk.2. Sådanne kommunalt fastsatte frister har du også krav på oplysning om i forhold til bilansøgning og merudgiftsansøgning.

Endelig skriver du til sidst, at kommunen er indbyrdes uenig om, hvorvidt din datter skal være hjælper for dig i forbindelse med dit handicap. Det virker for mig helt oplagt at, det skal hun IKKE. Den nødvendige mere grundlæggende hjælp skal du have af professionelle. Og det bliver kommunen nødt til at forholde sig til.

Generelt forestiller jeg mig, at du i din komplekse situation i allerhøjeste grad har brug for professionel hjælp, f.eks. i form af praktisk pædagogisk støtte i hjemmet (SEL § 52 stk.3 nr. 2), evt. tillige en kontaktperson (SEL § 52 stk.3 nr. 6).

Hvis du fuldstændig oplever at ”løbe panden mod en mur” i forhold til relevant hjælp fra kommunen, så kan jeg foreslå, at du kontakter Ankestyrelsen, og til dem vedlægger relevante oplysninger, f.eks. din mail til undertegnede, og svaret her. Ankestyrelsen vil så tage stilling til, om de vil tage sagen op af egen drift, og evt. træffe afgørelse om nødvendig hjælp, som de i så fald kan pålægge kommunen at føre ud i livet. Disse regler fremgår af SEL § 65. Der er altså ikke tale om en klage, men blot en henvendelse til Ankestyrelsen.

Jeg håber det bedste for dig i forhold at få gang i det meget nødvendige samarbejde med kommunen. Din datter og du har brug for at få det nødvendige overskud til mange andre væsentlige og livsnødvendige ting end at kæmpe mod kommunen.

Med venlig hilsen

Jørgen Breindahl, socialrådgiver

Se flere spørgsmål og svar i brevkassen

Stil dit eget spørgsmål til socialrådgiver Jørgen Breindahl her