Udsatte eneforsørgere synes i stigende grad at skulle påtage sig et individuelt ansvar for det, der tidligere blev set som et givent samfundsforhold eller livsvilkår; de skammer sig over fattigdommen og forsøger at skjule den.

Sådan lyder det i BA-rapporten En fremmed kontanthjælpsmodtager i forhandling fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, der bygger på empiri fra Børnesagens stipendieprogrammer.

Bachelor-rapporten, der er udarbejdet af sociologistuderende Mirjam Caroline Washuus og Anne Højland Brødbæk, baserer sig på 459 ansøgninger om julestipendier fra eneforsørgere på kontanthjælp i november 2017.

Det fremgår af rapporten, at samfundets udvikling i materialistisk og kommerciel retning og fremkomsten af eksponeret rigdom, er ledsaget af en dybtgående følelsesmæssig forandring hos kontanthjælpsmodtagere, der forsørges langvarigt af staten: De bliver konstant mindet om deres børns afsavn og manglende muligheder, som de kommer til at betragte som et resultat af egne fejl. Og eftersom de udgør en – om end substantiel – minoritet, der ikke er fx en valgtrussel, bliver de ofte mødt med foragt og opfattet som dovne og arbejdssky elementer.

Se også: Børnefattigdom føles værre i sommerferien

Rapporten, der supplerer sin fremstilling med en lang række cases fra ansøgninger til Børnesagens julestipendier, dokumenterer at kontanthjælpsmodtagerne – netop for at undgå at blive opfattet som dovne – igen og igen fremstiller sig selv som havende minimal indflydelse på egen livssituation. Skismaet, der opstår ved at skamme sig over noget, man ikke selv har indflydelse på, resulterer i mindreværd, fastlåshed og afmagt.

”Individerne kan se tilsyneladende job- eller uddannelsesparate ud, men den oplevede virkelighed er for mange en anden”, hedder det i rapporten, der anbefaler en ”mindre rigid” organisering af kontanthjælpssystemet, så det ikke fastholder eneforsørgere i en offerrolle, men derimod har fokus på individet såvel som samfundets helhed, inklusive de følelsesmæssige følgevirkninger af langvarig fattigdom.

”Historisk set er det en forholdsvis ny udvikling, at det dominerende element i fattigdom er skam”, supplerer Inge Marie Nielsen, sekretariatschef i Børnesagens Fællesråd. ”Lavindkomstgrupper har tidligere traditionelt været præget af sammenhold, stolthed, solidaritet og fælles kamp for bedre forhold”, siger hun.

Læs hele rapporten fra Sociologisk Institut HER