Hej Brevkasse.
Jeg er enlig mor og 31 år gammel.

Jeg står i en meget svær og belastende situation. Jeg har altid været velfungerende og passet mine børn. Så valgte jeg desværre at flytte til en anden kommune sammen med min mindste søn på 3 år. Min store datter på 14 år har et handicap og er i pleje hos noget familie efter aftale med kommunen. Men i den nye kommune indsatte de en masse undersøgelser, da jeg desværre blev syg med en spiseforstyrrelse. De sagde, at de var bekymret for, om jeg kunne varetage ansvaret for min søn, og at de var bange for hans sikkerhed osv. Jeg råbte og skreg efter at jeg “bare” skulle have lov til at flytte tilbage til min hjemkommune og hjem til mit netværk igen, for så kunne jeg klare skærene, fordi de kendte mig 100% og vidste, hvad jeg havde brug for. Men nej. Min 3-årige søn blev fjernet midlertidigt med samtykke fra mig, fordi jeg kunne se at han havde bedst af at være et andet sted nu, hvor jeg havde det sådan som jeg havde det og ikke kunne få lov til at drage hjemad. Han blev anbragt med henblik på jeg skulle få styr på mine egne udfordringer og skabe en stabil, hjemlig og tryg base for ham og mig.

Jeg har gjort alt, hvad kommunen bad mig om, og mere til. Jeg har skabt det skønneste hjem, er erklæret rask ved lægen (på papir). Jeg har det hamrende godt og har haft det de sidste 4-5 måneder. Jeg har fået en paragraf 54 støtte, jeg har familie-behandler på, som også siger god for mig…. Min søn har nu været anbragt godt et års tid, og jeg mener nu, at jeg er mere end parat til at hjemtage ham. Men jeg er så hundeangst for hvad social rådgiveren kan finde på, hvis jeg trækker mit samtykke tilbage. Jeg er så bange for at miste min søn helt.

Min handleplan er opfyldt. Jeg har nu boet i min nuværende bolig i 6 måneder. Og jeg vil blive boende her, for jeg trives og har det rigtig godt.

Jeg håber virkelig du kan hjælpe mig i dette kaos.

Med venlig hilsen
En fortvivlet mor.

Kære fortvivlede mor.

Tak for din henvendelse. Du er meget usikker i forhold til, hvad din fremtid kan komme til at byde på. Din konkrete frygt går på, hvad der mon kan ske, hvis du trækker dit samtykke tilbage til anbringelse af din søn, som nu er fyldt 4 år.

Du flyttede til en anden kommune, men skriver ikke hvorfor. Du skriver, at du blev syg med en spiseforstyrrelse. Jeg tænker, at en spiseforstyrrelse normalt ikke bare kommer pludseligt. Sædvanligvis ligger der en psykologisk problematik bag. Og spiseforstyrrelser kan bl.a. udløses som modvægt mod at miste kontrollen. Kontroltabet kompenseres gennem – sommetider ekstrem – kontrol af det, man putter i munden, eller ikke putter i munden. Der findes forskellige former for og grader af spiseforstyrrelse. Behandlingen er ikke enkel, ofte længerevarende, sommetider langvarig.

Inden din nye kommune har besluttet at anbringe din søn uden for hjemmet – med dit samtykke – må der være gennemført en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50. Og denne undersøgelse må have peget på baggrunden for og årsagerne til, at anbringelse uden for hjemmet af din søn var nødvendig.

I forbindelse med anbringelsen må der også være udarbejdet en handleplan efter servicelovens § 140. Af handleplanen bør normalt også fremgå den forventede varighed af anbringelsen (de væsentligste paragraffer, som jeg omtaler, har jeg medtaget under svaret her).

En meget væsentlig forældre-ressource er at kunne være realistisk, også i forhold til i en periode at have brug for hjælp. Jeg ser din situation sådan, at du har været realistisk, og har erkendt – efter rådgivning fra professionelle – at du havde brug for hjælp i forhold til din søn. Det giver dig efter min opfattelse et stort plus.
Du har været i behandling for din spiseforstyrrelse, og er nu kommet videre, forstår jeg. Og du har gavn af en § 54 støtteperson og af en familiebehandler. Om din samlede helbredsmæssige situation er tilstrækkelig stabil kan jeg ikke vide. Det kan evt. være det, kommunen er usikker på.

Men din beskrivelse tyder på, at du har fået det klart bedre, og at du ikke er afvisende over for at tage imod fortsat nødvendig hjælp, heller ikke efter en hjemgivelse.
Jeg tænker derfor, at du roligt kan bede om en samtale med din sagsbehandler/ socialrådgiver, og i denne samtale give udtryk for ønsket om hjemgivelse af din søn. Jeg tænker, at det kunne være oplagt, at du tog din § 54 støtteperson med til samtalen. – Fremsætter du en anmodning om hjemgivelse, så skal kommunen inden for 7 dage tage stilling til denne hjemgivelse, jfr. servicelovens § 68 stk. 3.

Det fremgår af servicelovens § 68 stk.2, at kommunen efter beslutning om hjemgivelse skal udarbejde en hjemgivelsesplan – hvilket jo i praksis skal ske sammen med dig. – Af servicelovens § 68 stk.4 fremgår, at hjemgivelsesperioden maksimalt må være op til 6 måneder. I samme stk. 4 står, hvad hjemgivelsesplanen skal indeholde, eksempelvis støtte til din søn og dig efter hjemgivelsen.

Vil kommunen ikke gå med til en hjemgivelse, heller ikke inden for en overskuelig fremtid, og fastholder du anmodningen om hjemgivelse, så kan anbringelsen af din søn kun opretholdes ved kommunens forelæggelse af sagen for Børn og unge-udvalget, som skal godkende anbringelsen. Børn og unge-udvalget består af en juridisk uddannet dommer, af 2 psykologer og af 2 folkevalgte kommunalpolitikere. – Skal sagen forelægges for Børn og unge-udvalget, har du ret til gratis advokatbistand fra det tidspunkt, hvor kommunen meddeler dig, at sagen skal forelægges for Børn og unge-udvalget.

Konklusion:
Jeg tænker, at du selvfølgelig kan og bør tage kontakt til din sagsbehandler – evt. med din § 54 støtteperson som bisidder. Og du kan starte samtalen med at fortælle, at du forestiller dig, at din søn snart skal hjemgives, da du nu har det meget bedre, og er klar til at kunne genoptage dit forældreansvar. Og at du er indstillet på fortsat støtte, hvis kommunen vurderer det nødvendig. Du kan spørge, hvad sagsbehandlerens holdning til hjemgivelse er. – Jeg tænker, at anbringelsen af din søn er sket i en periode i dit liv, hvor du har haft en krise i form af en behandlingskrævende spiseforstyrrelse, og hvor du samtidig har vist ansvarlighed i forhold til efter de professionelles råd at give samtykke til en anbringelse af din søn. Nu ser det ud til, at du har fået det klart bedre, hvorfor det vil være en naturlig overvejelse med hjemgivelse inden for en overskuelig fremtid.

Er sagsbehandleren imod hjemgivelse, må han/hun konkret og udførligt begrunde hvorfor. Og herunder, hvad du yderligere mangler i forhold til at få din søn hjemgivet. Det må du så forholde dig til. Det kan f.eks. være, at stabiliteten i forhold til dit helbred skal vise sig over en lidt længere periode – men ikke på ubestemt tid.

Du skal selvfølgelig ærligt og i fortrolighed kunne tale med din sagsbehandler om noget så væsentligt som din søns og din fælles fremtid.

Jeg ønsker alt godt for dig og din søn og datter.

Bedste hilsner
Jørgen

Serviceloven:

Ophør af foranstaltninger og videreførelse af anbringelser

§ 68. Foranstaltninger efter § 52, stk. 3, skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år, jf. dog §§ 76 og 76 a.
Stk. 2. Et anbragt barn eller en anbragt ung kan først hjemgives, efter at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. stk. 4. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode.
Stk. 3. I tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder om at få hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke efter § 52, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse, senest 7 dage fra anmodningen fremsættes. Det samme gælder, såfremt en ung over 15 år, der er anbragt med samtykke efter § 52, stk. 1, anmoder om at blive hjemgivet.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte længden af en hjemgivelsesperiode. Hjemgivelsesperioden kan vare op til 6 måneder, og længden fastsættes under hensyn til:

1) muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse for barnet eller den unge,
2) forberedelse af eventuel støtte til barnet eller den unge eller forældrene efter hjemgivelsen efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 5 eller 6, og
3) kommunens mulighed for at foretage en vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse efter § 58 eller § 68 a i situationer, hvor forældrene har tilbagekaldt et samtykke til en frivillig anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 7.
Stk. 5. Hjemgivelsesperioden er en videreførelse af den eksisterende anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 7.
[….]

 

§ 70. Kommunalbestyrelsen skal senest 3 måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet, den unge eller de vordende forældre, vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen, jf. § 140, eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 140 a, skal revideres. Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst 6 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Afgørelse om revision af handleplanen eller relevante dele af en helhedsorienteret plan træffes så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

Handleplaner

§ 140. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger, jf. §§ 52, 76 og 76 a. Betyder hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen snarest muligt og senest inden 4 måneder at opstille en handleplan.
Stk. 2. For unge under 18 år med et behandlingskrævende stofmisbrug skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan for den behandling, der skal iværksættes, og for den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.
Stk. 3. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal tage udgangspunkt i resultaterne af den børnefaglige undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50. Handleplanen skal i forhold til de problemer, der er afdækket i undersøgelsen, indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten, jf. § 46. Herudover skal handleplanen for unge, der er fyldt 16 år, opstille konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse og uddannelse.
Stk. 4. En handleplan skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, og § 58, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.