Børnesagens Fællesråd opretter akut et særligt Familietidsstipendie, der skal hjælpe familier i udsatte positioner gennem pandemien.

Familier med kun én forsørger er blandt de hårdest ramte af coronakrisen, mens de kæmper for at håndtere de økonomiske og praktiske konsekvenser, der følger af myndighedernes tiltag for at stoppe spredningen af udbruddet.

De store ændringer i vores samfund har mærkbare konsekvenser for alle, men der er store udfordringer for eneforsørgere, der skal takle udfordringerne alene.

Skoler og daginstitutioner er lukkede og eneforsørgere er udsat for ekstra bekymringer og stress da de døgnet rundt er henvist til at tage sig af børnene på egen hånd.

Derfor har Børnesagens Fællesråd akut oprettet et særligt Familietidsstipendie, som en økonomisk håndsrækning under lockdown til familier i sårbare og udsatte positioner.

Målgruppen for Familietidsstipendiet er eneforsørgere, der er afhængige af lave offentlige ydelser, typisk kontanthjælp.

Flertallet af dem er ekstremt bekymrede over coronakrisens indflydelse på deres økonomi: Helt basalt om der er plads i budgettet til at give børnene de måltider, som de før fik i børnehaven og om der er råd til at købe de bleer, som børnene før fik i vuggestuen.

”Samtidig er de alene om ansvaret for børnenes hjemmeundervisning og at de får løst de mange opgaver i fx matematik, der dagligt sendes ud via den digitale platform Aula; opgaver, som børnene før fik støtte til at løse i klasseværelset. Den digitale fjernundervisning kræver både en velfungerende PC og en stabil internetforbindelse, som ikke nødvendigvis er en selvfølge i lavindkomstfamilier”, siger sekretariatsleder Esben de Place.

Der kan være pladsmangel i hjemmet, eller mangel på udendørs udfoldelsesmuligheder, herunder adgang til rekreativ natur. Eneforsørgerne kan let komme til at føle sig indespærrede og uden støtte. De står alene med ansvaret for at holde sig opdaterede på Sundhedsstyrelsens anbefalinger og oversætte dem til et sprog, som børnene forstår uden at gøre dem nervøse.

”De har akut brug for finansiel støtte, for at få børnene helskindede gennem krisen”, siger Esben de Place.

Familietidsstipendiet er på 1.000-2.000 kr. og kan søges af eneforsørgere til et eller flere hjemmeboede børn under 18 år. Vi støtter eneforsørgere, der er afhængige af offentlige overførselsindkomster.

Familietidsstipendiet er først og fremmest nødhjælp til dækning af øgede udgifter (mad, bleer mv.) i et forvejen presset budget. Dernæst som midler til at lave noget hyggeligt derhjemme – leje en film, købe snacks, legetøj, brætspil eller lignende.

Familietidsstipendiet er støttet af Ole Kirk’s Fond Lemvigh-Müller Fonden og af TrygFonden

Ansøgningsfristen var d. 13. april. Det er derfor ikke længere muligt at ansøge.